Du kom­mer fra det ri­ges­te lag, jeg fra det ne­ders­te. Vores liv og mu­lig­he­der er vidt forskel­li­ge, og dog har vi et til fælles: Vi er li­ge be­kym­re­de over den sti­gen­de ulig­hed i Dan­mark, som vil medføre split­tel­se, uf­red og men­nes­ke­lig li­delse.

Det­te er et svar fra sam­fun­dets bund til Ma­gnus Ha­rald Has­le­bos Kro­nik fra 3. fe­bru­ar: ’Her på top­pen ser vi ned på al­le and­re’. For selv om Ma­gnus og jeg er eni­ge, ser ver­den helt an­der­le­des ud her­fra, hvor jeg står.

Jeg er barn af de ned­re sam­funds­lag i Dan­mark. Jeg gik i fol­kes­ko­le, er så hel­dig, at jeg bor til le­je – for re­al­kre­dit kan der ik­ke bli­ve ta­le om. Jeg ar­ve­de et par vind­jak­ker og an­det løsøre, da min far døde, og min mor ejer in­tet. Jeg aner ik­ke, hvad jeg vil­le kun­ne til­by­de mi­ne end­nu uav­le­de – ud over me­re kærlighed end der var overs­kud til i min egen fa­mi­lie.

Længe har jeg læst, at Dan­mark bli­ver skævere og skævere. Det er svært at se det med eg­ne øjne, for dem, der bli­ver ri­ge­re, bor helt and­re ste­der. Jeg har al­d­rig som barn haft en kam­merat fra en vel­ha­ven­de fa­mi­lie.

Det er ik­ke en­gang et spørgsmål om, at over­klas­sen er frem­med, vi ken­der den slet ik­ke. Vi ser dem i fjern­synet …​ men det er jo fjern­synet. Her­ne­de gri­ner vi hån­ligt, når Fritz og Poul i ’Snob­ber­ne’ ta­ger pis på dem – men vi sætter os ik­ke ind i no­get, vi ved ik­ke no­get. Vi har travlt med at hol­de det he­le ud på en må­de, så vi kan bil­de os selv og al­le and­re ind, at vi har styr på lor­tet.

Jeg kom­mer al­d­rig til at gen­ken­de følelsen af be­ret­ti­get og værdsat ek­sis­tens som in­d­po­det og ube­vidst au­to­mat-in­d­stil­ling i hjer­nen. Jeg skal al­tid over­be­vi­se mig selv om, at jeg er god nok, for­di jeg el­lers glem­mer det. Jeg kan kun fo­re­stil­le mig, hvor­dan det må være per au­to­ma­tik at være en vin­der, og jeg bli­ver edderspændt, når over­klas­sen i pres­sen trækker de­res ja­men-så-spis-da-ka­ger-lo­gik ned over den ver­den, de al­d­rig selv har op­le­vet.

Her­ne­de ven­der vi nor­malt ik­ke ra­se­riet opad. Vi ven­der det in­dad mod os selv (som jeg gjor­de), el­ler vi ven­der det mod hin­an­den

Min far var kon­to­ras­sis­tent, og hans bes­ked­ne løn skul­le finan­sie­re et mas­sivt al­ko­hol­for­brug. Min mor hjem­me­gåen­de. De blev skilt, da jeg var 7 – ef­ter års hel­ve­de af skænderier og min fars ty­ran­nise­ren af min mor. Min mor flyt­te­de og tog min lil­le­bror med. Jeg græd i tre da­ge. Hun var ma­nio­de­pres­siv, så min lil­le­bror blev i den grad forsømt, i de par år det tog min far at rea­ge­re og hi­ve ham hjem til os igen. Min brors tur i li­vet har været en god del me­re knub­set end min, for­di hans livs ba­ga­ge på den må­de blev en god del tun­ge­re.

Jeg gik ik­ke me­get til or­ga­nise­ret sport, men jeg kan hus­ke, da jeg en­de­lig fik lov at kom­me med i den lo­ka­le fod­bold­klub, selv om jeg var et år for ung. Min far købte flot spil­leuni­form og støvler til mig, og jeg var pis­se­s­tolt. Der gik en uge med hån, skub­be­ri­er og an­det lort, for­di jeg var et halvt ho­ved mind­re end de and­re – så sag­de jeg til min far: »Det gi­der jeg ik­ke me­re«. Min far sva­re­de: »Nu har jeg li­ge købt pis­se­dyrt spilletøj og så GI­DER du ik­ke???«. Og så fik jeg en på kas­sen.

Jeg hus­ker en barn­dom i op­po­si­ti­on til alt og al­le, der ’bes­tem­te’. Al­le­re­de i 1. klas­se væltede jeg bor­de og skab­te mig – for jeg gad fa’me ik­ke det lort – jeg vil­le ud og spil­le fod­bold, det skul­le de sgu ik­ke bestem­me. Den sædvanlige rum­mel med ’ned på inspektørens kon­tor’ – og alt det ge­jl.

Næste dag på vej i sko­le gik jeg i ste­det ned i om­rå­det om­kring Al­berts­lund-cen­te­ret og åd min ma­dpak­ke. Jeg hav­de in­gen ste­der at gå hen, så jeg tul­le­de ba­re rundt for mig selv. Det end­te med, at min far måt­te ta­ge i sko­le med mig – hvilket var ham en pi­ne – for »hvor­for fan­den ku’ jeg ik­ke ba­re ta­ge at opføre mig or­dent­ligt?«. Min klasselærerinde og han blev lune på hin­an­den, så li­ge plud­se­lig så jeg hen­de uden for sko­le­ti­den også – hvilket un­d­re­de mig – var jeg vir­ke­lig så besværlig?

Jeg hus­ker ty­de­ligt den dag, bre­vet kom. Vi var ble­vet snup­pet i et af de in­d­brud, vi var be­gyndt at be­gå. I Al­berts­lund var man ik­ke blind for, at un­ger­ne hav­de brug for no­get ak­ti­vi­tet, så man hav­de la­vet en byg­ge­le­ge­plads. Vi var tre kam­mera­ter, der un­der kyn­di­ge voksenhænders ar­be­jd­som­me vej­led­ning la­ve­de en bod af affaldstræ. Så gik vi ned i cen­tret og stjal dart­pi­le, en mas­se bal­lo­ner og så alt mu­ligt vi ku’ bru­ge som præmier, når folk ram­te en bal­lon med pi­le­ne. De voks­ne må jo ha­ve tro­et, at vi hav­de fået en por­ti­on pen­ge af vores forældre!

Nå, der kom­mer min far så – en mand, hvis sen­si­ti­vi­tet jeg ar­ve­de, men hvis opvækst i brok­var­te­rer­ne i København får min egen opvækst til at ta­ge sig gans­ke nænsom og småke­de­lig ud – der kom han gåen­de, mens jeg står der som 11-årig og bort­lod­der ty­vek­os­ter og bil­der de kom­mu­na­le pædagoger ind, at pro­jek­tet er sundt og ud­vik­len­de, så de kan føle, at de er med til at kæmpe mod de so­cia­le pro­ble­mer på Vestegnen. Jeg gætter på, at de var ret stol­te.

Helt ro­ligt fortæller han mig, at han har fået brev fra po­li­ti­et, og jeg fo­re­stil­ler mig, at nu skal jeg igen ha­ve et par på kas­sen og smadres ver­balt med højtråbende je­re­mia­der om, hvor udu­e­lig og dum jeg er. Det ske­te ik­ke – vi flyt­te­de til Ro­s­kil­de.

Tak far – jeg els­ke­de dig al­tid, selv om jeg var langt op­pe i vok­se­nal­de­ren, før jeg hav­de så me­get ro på, at jeg kun­ne til­gi­ve dig. Af os to var det al­li­ge­vel dig, far, der fik den hår­des­te tur. Du kla­re­de det fak­tisk rig­tig godt alt ta­get i be­tragt­ning, og hav­de du druk­ket blot en anel­se me­re, var vi nok al­d­rig flyt­tet, og så ku’ jeg for­ment­lig skri­ve ’fængsels-in­d­sat’ på cv’et.

Min mor er 64 år. Et langt liv i syg­dom og hef­tig me­di­ci­ne­ring fra de hvi­de kit­ler – som jeg af sam­me år­sag den dag i dag har svært ved at sto­le på – har ødelagt hen­de. I dag bor hun på ple­jeh­jem. Hun sid­der i rulle­stol og har ner­ver i klem­me i ryg­gen. Ma­den, de la­ver til hen­de, er elen­dig, og per­so­na­le er der alt for lidt af, men hun kan al­li­ge­vel ik­ke rig­tig spi­se og over­le­ver på den næring, hun får fra æblejuice osv.

Hun vil så ger­ne købe ting til mig og være sød, men nu er hen­des hænder så dår­li­ge, at hun ik­ke længere kan fin­de sk­jor­ter på net­tet til mig. Så hun stik­ker mig et par hund­re­de, når det har været den første, og jeg vil så ger­ne være en god dreng og besøge hen­de og være ressourcestærk for hen­de, men jeg kan ik­ke mønstre me­re end et besøg om ugen – og jeg ha­der det i mig. Men når hun be­gyn­der at fortælle om sin si­tua­ti­on som hjælpeløs i sys­te­met, så forstærker det al­le ’tabermønstrene’ i mig – dem, jeg prøver at afvænne min hjer­ne fra at ha­ve, og det gør ondt.

Min far er død, men in­den han døde, var han ble­vet sær. Bit­ter, for­druk­ken og fuld af for­vent­ning til dødens in­d­fri­el­se. En lil­le­ju­leaf­ten for …​ 6-7 år si­den var jeg på vej hjem til min brors fa­mi­lie, ko­ne og to små børn, da bror­mand rin­ge­de til mig: »Du, far er pis­ses­tiv og på vej he­rhen. Det skal un­ger­ne sgu ik­ke udsættes for!«. Nej, for hel­ve­de, det ska’ to så små børn fa’me ik­ke udsættes for. Så jeg skynd­te mig de­rhen, så jeg ku’ ta­ge imod vores far, når han an­kom.

Jeg mødte ham på me­tro­sta­tio­nen og fik afværget, at han smadre­de børnenes lil­le­ju­leaf­ten. Han hav­de en af de helt sprits­ti­ve ture med pis på buk­ser­ne, ra­ven­de ta­le og ufo­ku­se­ret ra­se­ri over, at ik­ke en­gang hans eg­ne børn vil­le la­de ham se børnebørnene. Da jeg sat­te ham på to­get, følte jeg mig to­talt uans­var­lig ved at over­la­de sådan en gam­mel sti­ve­rik til eget kom­pas. Tænk, hvis han var kom­met til ska­de. Ud over at det i sig selv vil­le være forfærdeligt, skul­le jeg ha­ve hørt min egen ind­re po­li­ti­mand fortælle, hvor dår­lig en per­son jeg var, for­di jeg ik­ke of­re­de he­le min af­ten sam­men med min brors børn og i ste­det brug­te 5-6 ti­mer på at spil­le domptør for en højst ube­ha­ge­lig, il­de­lug­ten­de, kontrær skid af en brand­ert, der blev ved at trykke på al­le de smer­te­knap­per, selv sam­me - af dansk kul­tur run­de­de - in­di­vid hav­de in­stal­le­ret i mig. Men jeg ku’ ik­ke. Jeg ku’ sgu ik­ke.

Den mest forfærdelige tan­ke, jeg no­gens­in­de har haft, er: Som barn hav­de jeg in­gen forældre, nu for­ven­ter al­le – ik­ke mindst jeg selv – at jeg skal ad­op­te­re to voks­ne, mi­ne forældre.

Vi skal al­le sam­men ek­sis­te­re i sam­me frem­tid, og den bli­ver bedst, hvis vi gør det i fællesskab.

Og her er jeg så. Mit for­holds­vis go­de ho­ved har af­holdt mig fra de helt store ka­ta­stro­fer, men jeg har ha­det mig selv; jeg har over for mig selv gen­ta­get min fars skide­bal­ler uden at in­d­se, at det var det, jeg gjor­de. Det er først nu, da jeg er 48, at al­de­rens na­tur­li­ge ro samt det mas­si­ve tænkearbejde, jeg helt uf­ri­vil­ligt har været igen­nem, er ved at bære så me­get frugt, at jeg ved, at jeg fak­tisk kan være god nok. Det er som at se sme­den stå i færd med at ham­re lænken af mit ben. Jeg glæder mig til, at han bli­ver færdig.

Jeg bli­ver så fucking hi­d­sig, når jeg hører pri­vi­le­ge­re­de med et fan­tas­tisk job, over­då­dig løn samt cand.-et-el­ler-an­det afsløre de­res man­g­len­de kends­kab til bun­den, mens de med ned­la­den­de kom­men­ta­rer om, hvor­dan and­re bør opføre sig, el­ler ana­ly­ser af, hvad pro­ble­mets ker­ne er, afslører de­res egen man­gel på in­d­sigt og vid. Når man så oven i købet på Face­book op­d­ager, at de dår­ligt kan ar­gu­men­te­re sammenhængende, at de ik­ke kan skil­le de­res eget sub­jekt ud fra dis­kus­sio­ner­ne, og at de fak­tisk ik­ke er en skid me­re be­ga­ve­de end dem, jeg ken­der fra bun­den – så skal man vir­ke­lig pas­se på, at in­di­gna­tio­nen ik­ke slår over i kuls­ort ra­se­ri. I hvert fald når man er mig.

Jeg øver mig vir­ke­lig på ik­ke at gi­ve ef­ter for det ra­se­ri – for jeg ved, at vi al­le skal ta­le sam­men, hvis vi skal ha­ve en chan­ce. Her­ne­de ven­der vi nor­malt ik­ke ra­se­riet opad. Vi ven­der det in­dad mod os selv (som jeg gjor­de), el­ler vi ven­der det mod hin­an­den. Kar­tof­ler mod per­ler­ne, per­ler mod kar­tof­ler, og de, der har job, ban­der over de dov­ne arbejdsløse og de sy­ge nas­se­re, li­ge ind­til de selv mis­ter job el­ler førlighed – så ban­der de over sig selv og går ned. Sys­te­met gør in­tet for at løfte den byr­de fra vores skuld­re, tværtimod.

Umyndiggørelsen in­sti­tu­tio­na­li­se­res af et sta­dig me­re in­va­sivt og ri­gidt farvelfærds-sys­tem, og me­di­er­ne pus­ter klik-li­der­ligt til bå­let, hol­der den olym­pisk-evi­ge brand kørende …​ og når folk går ned i flam­mer – er det tid til pri­me-ti­me for­si­dehån.

Et opgør med den sti­gen­de ulig­hed, er ab­so­lut nødvendigt. Den øverste kvar­til her­hjem­me skal in­d­se, at i for­hold til top­pens 1 pro­cent, er de res­te­r­en­de 24 pro­cent fat­ti­ge som kir­k­erot­ter. De skal in­d­se, at mid­del­klas­sen er ved at bli­ve mind­re, at udskillelsesløbet er ved at bli­ve hår­de­re, og at det be­ty­der, at de­res ri­si­ko for at fal­de ned gen­nem so­ci­al­k­las­ser­ne vok­ser dag for dag, for som Ma­gnus skri­ver i sin kro­nik:

»Stor ulig­hed fører uund­gåe­ligt til magt­kon­cen­tra­ti­on, pen­ge­sty­ring af po­li­tik, usik­ker­hed, me­re po­li­ti, me­re kri­mi­na­li­tet, fle­re fængsler og fors­pild­te og fort­ab­te liv. Og vil gøre stol­te fortællinger om at ha­ve kla­ret den på trods end­nu sjældnere. Håbløsheden vil spre­des. Og det fører til in­d­heg­ne­de bo­li­gom­rå­der i bund og top, pri­vat sik­ker­hed og ut­ryg­hed«.

Den­ne ud­vikling – ud­viklin­gen mod ulig­hed – den skal brem­ses. Alt an­det er for far­ligt. Po­li­ti­ker­ne her­hjem­me har al­le­re­de længe brugt eks­klu­si­on som stem­me­ge­ne­ra­tor. Vi ser vel­stu­de­re­de ’ar­be­j­der­par­ti-repræsentanter’, dem fra over­klas­sen, bru­ge de­res man­dat som springbræt til lat­ter­ligt højt be­tal­te pri­va­te stil­lin­ger. Hvis man vil stu­de­re struk­tu­rel blind­hed og man­g­len­de dyb­de i eg­ne påståe­de in­d­sig­ter, er den pænere del af venstrefløjen i åre­ne 2011-14 en fan­tas­tisk kil­de.

Som Ma­gnus har også jeg læst, at ulig­he­den un­der den nye re­ge­ring er ste­get. Jeg læser det i de rap­por­ter, jeg tyg­ger mig igen­nem, men jeg læser det også hver dag i face­book­grup­per opret­tet af de sy­ge, de arbejdsløse og de klem­te, hvor de, der ik­ke skri­ver form­ful­dendt nok til at kom­me i avi­sen, fortæller, hvor­dan dørene luk­kes for dem, én for én.

Gud ved, hvor man­ge ar­be­j­den­de jour­na­lis­ter der egent­lig har fun­det på at mel­de sig ind i de grup­per for at for­nem­me, hvad der sker blandt de sy­ge og udstødte, og even­tu­elt fis­ke et lead til en god og re­le­vant his­to­rie om ud­viklin­gen i Dan­mark? Jeg tror ik­ke, at det er man­ge, men jeg har jo også mi­ne fordom­me at bak­se med.

Jeg har skre­vet alt det­te for at ud­dy­be Ma­gnus’ Kro­nik. Jeg har skre­vet det, for­di når en per­son der­op­pe­fra vit­ter­lig rækker en hånd her­ned – så skal der fa’me være en her­ne­de, der rækker en hånd til­ba­ge. Jeg kom­mer fra en ver­den, hvor jeg blev holdt ne­de, Ma­gnus kom­mer fra en ver­den, hvor han blev holdt op­pe, men vi ser de sam­me pro­ble­mer. Vi skal al­le sam­men ek­sis­te­re i sam­me frem­tid, og den bli­ver bedst, hvis vi gør det i fællesskab. Gør vi det i kon­kur­rence, split­tel­se, rå­ben ad hin­an­den og eks­klu­si­on, bli­ver den forfærdelig og far­lig.

— ESM