DET BLINDE ØJE‎  
  – MINK, MAGT OG MEDIER  

Jeg skal ikke her gentage vores omtale der bl.a. gør udmærket rede for bogens konkrete observationer, men lad mig kort ridse op alligevel: “Det Blinde Øje” handler om, hvordan millioner af døde og mishandlede dyr gled i baggrunden til fordel for historien om "ærkedanske, hårdtarbejdende, og djærve nordjyske godtfolk", der "brutalt og aldeles lovstridigt blev tromlet ned af onde bureaukrater fra Christiansborg" [mine formuleringer]. Om hvordan minkerhvervet faktisk for alvor allerede var døende og forbudt i en lang række lande både i Europa og resten af verden. Om hvordan minkejerne misbrugte udenlandsk arbejdskraft, lod dem bo under usle og sundhedsfarlige forhold, mens de tilbageholdt store dele af deres 72-kr i timen løn (blandt synderne fandt man såmænd både daværende formand og næstformand for Landbrug & Fødevarer), og i øvrigt for en stor dels vedkommende snarere var store finansfolk fra udlandet, end Morten Korchske stakler, der blev trynet. Der var faktisk ingen Korchske stakler. Og vigtigst for denne signatur: Hvordan pelsbranchen fik lov at påvirke, ofte diktere, ikke blot forskning, men også de historier og vinkler pressen bragte. Støjberg kan helt sikkert ikke lide den bog - og alene det må jo være en anbefaling.

Bogen er en lang udstilling, og dermed hudfletning, af det man kunne kalde "Det presse-politiske-erhvervslige"-kompleks. Minkbranchen (erhvervslivet), forskningsetik, Christiansborg politik og den samlede danske verdenspresse fremstår alle som mildest talt tvivlsomme og uoprigtige størrelser. Ikke gennem forfatterens påstande, men gennem deres handlinger som refereret i bogen. Størstedelen af de officielt vedtagne fortællinger i den anledning fremstår hule til mere end det blot løgnagtige - signaler uden handling, hykleri uden skam.

Det kan ikke undre at bogen har fået meget ros, er blevet revet ned fra hylderne, og i en kort tid har været omtalt i stort set alle de store medier. Det kan i samme ombæring heller ikke undre, at bogens egentlige substans ikke omtales i andet end overskrifter. Den presse, der roser bogen, burde faktisk gribe lejligheden til at vende blikket indad, og spørge sig selv: Hvad har vi egentlig gang i? En sådan selvrefleksion udløser bogen naturligvis ikke – hvilket den på ingen måde kan klandres for: Der skal langt mere til end blot en blotlæggelse af hvor ringe de har gjort det.

Derfor er vinklen om pressens informationsforurening nok også en af de sidste, der vil blive taget op, og det er synd, for korrekt og virkelighedsnær information er naturligvis en forudsætning for at man overhovedet kan tale om demokrati. Man kan ikke stemme efter overbevisning, hvis man kun har fordrejede kendsgerninger til rådighed, nøjagtig på samme måde som man ikke kan beslutte sig for at købe den rigtige bolig, bil eller andet, hvis sælgeren er fuld af løgn.

“Det Blinde Øje” er yderst relevant – ikke mindst for venstrefløjen – for selvom bogen specifikt handler om minkskandalen, er det kun alt for nemt at forestille sig, endog konstatere, hvordan andre emner konstant fordrejes af en næsten samlet presse, samt de politikere der lukrerer på fordrejningerne. F.eks. racismen mod folk af mellemøstlig herkomst/udseende, eller myten om at danskere skal udsættes for tvang, før de "gider" at arbejde, eller myten om at retsstaten er til for både høj og lav, eller myten om at lavere skat giver højere frihed – find selv på flere, højaktuel er naturligvis konflikten i Palæstina/Israel. Bogens force er, at det går op for en hvor dybe fordrejningerne faktisk er: “Jeg vidste godt at de var fulde af lort, men det var dog alligevel satans …”.

De herskende fortællinger her i landet er altså på mange områder aldeles forvredne, og en vægtig del af venstrefløjens politiske kamp, bør bestå i forsøget på at rive sløret af samfundsløgne væk fra virkeligheden. Her skæver jeg især til partierne Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, der synes at have delt samfundskritikken op i enkeltsager uden samlende hele, og dermed de facto har revet både kløer og tænder ud på den.

Sammen med bøger som f.eks. "Mørkelygten", der demonstrerer, at embedsværkets pligt herhjemme aldrig har været at producere objektiv information, men derimod sindrigt konstruerede, politisk opportune, tilskæringer af virkeligheden, eller "Kammerherrens nye klæder" der viser hvordan den moralske korruption i samfundets øverste echeloner er gennemgribende, eller Lars Olsens "Det forsvundne folk", der tydeliggør at klassedelingen herhjemme lever for fuld skrue, og at de som har definitionsretten, simpelthen har "defineret" arbejder- og underklassen væk, mens de rager til sig af honorarer og andet godt, og “Skjulte penge: magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik”, der viser at penge skam er en meget reel og direkte magtfaktor i det parlamentariske demokrati, udgør bogen en del af nøglen til forståelse af, hvordan vores samfund i virkeligheden fungerer, og giver et faktisk afsæt for en virkelig relevant og Danmarksnær samfundskritik: Hvis en præmis for ægte demokrati, er adgangen til korrekt og virkelighedsnær information, falder Danmarks repræsentative version af demokratiet til gulvet med et højlydt klask.

“Det Blinde øje" er efter min mening et af de vigtigste systemkritiske værker, vi i lang tid har set herhjemme, også selvom forfatteren ikke nødvendigvis selv ser den sådan. Det er muligt at Mathilde Walter Clark mestendels har haft dyrevelfærd på hjerte. Jeg skal ikke kunne sige det, og det er for så vidt også underordnet – hun kommer i hvert fald grundigt rundt om det meste. 

Bogen er et must-read for den, der ønsker indblik i hvordan meningsdannelsen herhjemme er og bliver totalt forurenet — Ikke mindst af de medier og politikere, der har lært at plapre helligt og forarget om "Fake News" som noget der kun skyldes konspirationstosser, russiske trolle og trumpistiske fantaster, men sandelig da ikke ser fænomenet som noget hverken de kgl. danske medier eller vore allermest "ansvarlige" politikere ku’ tænkes at være en (stor-)leverandører af.

Er der nogen herhjemme, der aktivt bør interessere sig for meningsdannelsen, både som den ganske korrumperet udspiller sig herhjemme, og som den kan løftes konstruktivt, er det vel for pokker venstrefløjen. 

Opdatering:

Just som denne signatur blev færdigskrevet. indløb nyheden om, at erstatningen til minkavlerne bliver 6 milliarder dyrere end forventet. De fleste medier viderebringer nyheden i et nogenlunde kildemæssigt balanceret Reuters-telegram. Den efterfølgende selvstændige redaktionelle dækning synes i de tilfældige nedslag som tiden tillader, stadig – som “Det Blinde Øje” afdækker – at tage minkavlerne og Kopenhagen Furs vinkel for den mest interessante og sandhedsdækkende.

Tage Pedersen – Mr. Mink, formand for både Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur – står til en erstatning på 113 mio. Det kan man læse i Ekstra-Bladet d. 28. jan, og som han citeres for i artiklen: “– Ja, prisen er i hvert fald ikke for høj - den er nærmere for lav”. Vi kan læse at “Helt konkret modtager mink-kongen ifølge Ekstra Bladets opgørelse op mod 113 millioner kroner i erstatning, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) besluttede, at alle mink skulle dø.”

Ikke antydningen af, at Minkerhvervet før nedslagtningen, var i mildest talt egne dødskramper, og ikke et ord om at minkene efter daværende vurdering udgjorde en alvorlig fare for den globale folkesundhed. Nej, de enorme erstatninger skyldes simpelthen at Mette Frederiksen besluttede at minkene skulle dø, og den store erstatning til Tage Pedersen, er alt for lille - iflg. ham selv.

Deadlinen for denne signatur tillader ikke yderligere research, men fokus synes ved hurtigt gennemsyn generelt at være på den store udgift, regeringens fejltrin og minkavlernes kvaler - det gælder også Reuters telegrammet. Et sted citeres en professor for at sige at man burde have ladet erhvervet overleve … til hvad? Fortsat dyremishandling, ammoniakforurening af undergrund og kildevand, ulovligheder og markedsinducerede konkurser?