En Indvandrer fra Fjernvarmeland
Det følgende er den ikke-korrekturlæste version af mit bidrag til bogen “Inside Outside Istedgade” (2015). Bogen er tilrettelagt af kunstner Hanne Lise Thomsen, med fotografier af Steven Achiam, samt ikke mindst en lang række fotos og fortællinger fra beboere på Istedgade. Bag udgivelsen står Statens Kunstfond og Københavns Kommune.
Jeg flygtede fra købstadens småborgerlighed til Vesterbros rå, men indiskutable, rummelighed, og jeg bor her stadigvæk. Men købstaden må være gæret over. Som tung sirup er den rendt ned af Valby bakke, og nu bor jeg i den igen. Jeg kan bestemt ikke savne al det lort, der var på Istedgade, men jeg følte mig mere hjemme dengang end nu, og den slags savner man altid.
I en 4. sals lejlighed på Viktoriagade ligger en ung fyr og er ganske uafvidende ved at drømme sig ud af hele gesjæften. Han har ikke taget junk, men det er rimeligt at antage at han har slået eftertrykkeligt til Søren aftenen forinden. Der er næsten ingen ilt i lokalet og sorte sodfnug danser rundt i hele det lille værelse. Fyren er tilflytter fra det midtsjællandske fjernvarmeland og han har s'gu glemt at åbne spjældet i petroleumsovnen. Den slags kan man dø af. Fyren er mig, og det gik som det skulle. Min kammerat kom hjem og fik åbnet vinduerne. Tænk hvis han i stedet var gået ned på Cafe Fattys for at lukke natten ned med maner. Istedgade var sgu et noget anderledes sted, når alt man kendte til var Vestegnen og Roskilde. Første nat jeg sov der, faldt jeg i søvn til harmonika-musik fra en anden lejligheds festivitas. Ingen klagede, og det lød også pissehyggeligt. Jeg kan huske jeg smilede mig i søvn … her var folk varme og levende tænkte jeg. Senere lærte jeg at det var de ikke altid alle sammen; det skete at man stødte på individer der var ret kolde og bogstavelig talt ret døde. Den gang var der junk overalt. Noget der til gengæld aldrig skete var at man stod kl 03 om natten og tænkte: hvor skal vi egentlig ha den næste bajer? Og en anden ting jeg hurtigt lærte var, at det som regel kun var nødvendigt at løbe fra en røvfuld hvis man decideret selv udløste den. Folk havde for travlt med deres egne projekter til at en smule eylinerpunk ku' imponere. Dejlig lille kontrast til det harmoniske købstadsliv jeg kom fra.
I sen-80erne havde man naturligvis ikke mobil-telefoner og i Istedgade og omegn var der ingen dørtelefoner heller. Det betød at opgangen tit flød over med junkiernes helt særlige visitkort: kanyler, blodstænk og menneskelort. Det var om at se sig for når man kom hjem, og lys i opgangen var der som regel ikke noget af. Det var især om vinteren, for vintrene var marv- og benfrysende kolde i det tiår, og junkier kan vist hverken lide kulde eller for megen offentlighed, når de dyrker deres noget særegne hobby. Den gang var stoffet heroin, og det gav dem et noget andet, mere roligt –men også mere brandfarligt– tempo end det man ser i dag. I dag er stofferne coke eller speed. Det var tit man så dem stå ret op og ned i gaden og 'nyde' suset. De stod på samme måde, som man gør når man står på ski; let bøjet i knæene og arme der sørgede for, at kropsapparatet ikke væltede, og så naturligvis i ultra-slowmotion. Man hørte sætninger som "Hey … ka' du ikk' li’e lån' mig tusind-og-otte til et fix og en kakaomælk?". Selv junkier skal vel have noget føde en gang i mellem.
Kulden mand. Sådan en petroleumsovn kan kun varme det rum op den står i, så man har et rum, der næsten ikke er til at være i, og så er resten af lejligheden bare pissekold. Når man kommer hjem efter et par dages fravær, er hele lejligheden bundfrossen. Lejligheden havde indbygget lokum. Min kammerat var stolt i gang med at forvandle den fra et slum til nogenlunde værdigt habitat, og den lignede en mellemting mellem ungkarlehybel og byggeplads. Han havde selv installeret tønde og koblet den på den faldstamme, der åbenbart må været, og her slog kulden næsten skår i vores ellers såre gemytlige samvær. Jeg kom nemlig hjem en dag med min bror, og han sku' pisse noget så eftertrykkeligt. Låsen drillede i døren, så jeg løb med ham op af trappen. Havde jeg bare givet ham nøglen, havde han aldrig fået døren op. Jeg slår døren op til den klingende sibiriske hjemmehygge, og han spurter ud, og kaster straks med lydelig lettelse sit 37 grader kurfyrstelige i den iskolde kumme og så PING, så sprak den! Et hul på størrelse med en gl. femkrone og en fin revne fra kant til fod. Han er til dato det eneste menneske, jeg kender, der har pisset et lokum i stykker! Ingen havde penge dengang, og det ærgrede naturligvis min udlejende kammerat gevaldigt, og sådan var mange ting den gang: Automatisk helt ekstreme.
Jeg var musiker, rodløs, ulykkelig og altid med på den værste, for den værste er altid bedre end ingenting. Gennem musikken fik jeg hilst på Onkel Danny, og det skete tit at jeg stødte på ham om natten, når jeg relokerede fra vandhul til vandhul. Han kom gående der i trenchcoat og blød hat, og lignede noget fra sine egne romaner. Han hilste sgu altid så pænt – fandens at man ikke var lidt mere nærværende og fik koblet sig på hans gåtur. Men nok så meget legendarisk litteratur og indsigt kommer alt for ofte til kort, når der er øl og kvinder i farvandet for en ung fyr. Det var i øvrigt dengang jeg lærte "Mit Navn Er Keith" at kende. Han og en kammerat, Lars, reddede mig fra en af de røvfulde, jeg selv var kommet til at udløse. Sådan et par 2 meter høje fyre er sgu altid gode at være venner med, når man er så rap i kæften som jeg er.
Stedet hed Keagans og lå i Stenosgade. Det var en af den slags irske pubber, der rent faktisk blev ejet og betjent af folk fra Irland, og derfor kun havde det fornødne irske islæt i form af Kilkennys, Guiness og en dartskive. Et poolbord var der også. A merry bunch må man sige, og altid klar på lidt retfærdigt håndgemæng. Ejeren havde en overgang politi-tilhold, og måtte ikke komme der, men hvis man var ok, var de strålende mennesker, og man ku' sgu altid pantsætte sine nøgler el. lgn. for en aftens druk, når man var på spanden.
Når Keagans lukkede kl. 05, gik turen til Cafe Fattys i Viktoriagade. Her ku' man få en kop kaffe, et rundstykke med ost eller spegepølse, og et blødkogt æg til sin bajer. Dem der kan sin litteratur, ved at en vis Ole Jastrau angiveligt har slået sine opdigtede, men måske alligevel virkelige, folder på det sted i 30’erne. Stedet var fyldt med folk af alle slags, men allerede dengang må der ha' været en hvis gentrificering – jeg husker i hvert fald flest, der som jeg selv var unge tilflyttere af forskellig, både subkulturel, kunstnerisk og halvulykkelig observans. Det var jo også pissenemt at få en lejlighed dengang. Man gik lidt rundt og gloede, og så –bam– der står noget tomt. Ring til telefonnummeret og flyt ind og betal 3-500 kr om måneden i husleje.
Hvis jeg skal give en rigtig Istedgade-historie, må det blive den om verdens største skuespiller og en Oscar-performance, som kun jeg og en stakkels betjent fik lov at opleve. Vintrene var godt nok isnende, men sommeren ku' til gengæld være de rene varmehelveder. Jeg kommer gående ned af Istedgade sådan en sommervarm dag, hvor solen uden nåde knalder ned fra den skyfri. Asfalten hænger ved i skoene, og alt tøj er klistret ind til kroppen. Lugten i gaden ku' blive ret stram på sådan en dag. Lige ved en trappe op til et rødt bordel (mellem Ækel Latrinesgade og Viktoriagade tror jeg det var) holder en af de der blå Fordkasser med golf-skilt i bagruden og plads til 6-8 mand. En enlig betjent i fuld sort uniform og hat sidder på det forreste passagersæde, og svedekeder sig; helt klart en led tjans . Det var en af den slags trapper der lissom forsvinder ind i huset, og som ikke har nogen dør. Den findes ikke længere, karréen er for længst byfornyet og bygningen revet ned og genopført. Lige da jeg nærmer mig bilen forfra, dasker en ret slidt udseende fyr nonchalant ned fra bordellet. Han har garntrisset set skidesmart ud i '79, men det her var snarere '89 og han havde vist ikke skiftet garderobe siden. Han går helt hen til strisserens åbne vindue, og bøjer sig frem mod vinduet med armen på bilens tag. Hans udstråling er så afslappet og rar, at man fuldstændig glemmer at han ligner noget man ikke har lyst til at danse med. I det splitsekund er det tydeligt at både betjenten og jeg slapper en kende mere af, og vi slap sgu' ellers godt af i forvejen, fucking hede! Altså, bare på grund af den her fyr, der jo for helvede ligner en junkie, og ydermere vælter ud af et bordel, hvor betjentens kollegaer rimeligvis holder politiforretning, og således er i gang med at smadre stemningen upstairs, slapper både betjent og jeg bedre af. Fyren læner sig ind mod politibilen, og siger rigtig venligt, ikke kælent eller smart, men ægte varmt og behageligt:
"God dag hr. Betjent!"
Den fyr ku' ha lånt en halvtredser til smøger lige der hvis han ville, og de kostede ellers kun en tyver pakken dengang. Jeg kan se at betjenten, pludselig parat til høflig borgerservice, allerede er ved at regne ud hvor bykort, lighter, ur og andre småtjenestedingenoter fra politiets høflighedsafdeling forefindes i uniformen. Og uden yderligere tilløb stikker fyren hovedet helt op i betjentens fjæs, og skriger af sine lungers fulde kraft: "HIPO-SVIN!", hvorpå han ganske uanfægtet vender sig om og går sin vej igen. Jeg har aldrig fået sådant et chok, og hvis betjentens underbukser efterfølgende var pletfri, burde han faktisk ha' haft en medalje. Det tror jeg dog ikke på at de var; han må ha' sluppet noget. Han ku' i hvert fald helt tydeligt ikke holde på ansigtet, og det var hans held at nakkestøtten var blød, for han spjættede lige så meget med hele kroppen, som jeg gjorde med indvoldene. Selv sprang jeg ikke læk vil jeg dog gerne pointere –jeg er nemlig modstander af enhver form for mytedannelse– men det slår mig, at den fyr må ha' været verdens største skuespiller. Jeg vil mene, at det er synd han ikke er mere kendt, og han vil givetvis mene det modsatte. Tonen var rå, når den var det, og det var den tit. Alt det her skete i den tid det tager mig at gå tre-fire skide skridt, men selvfølgelig, det tager jo altid en helvedes tid at fortælle noget.
Jeg flygtede fra købstadens småborgerlighed til Vesterbros rå, men indiskutable, rummelighed, og jeg bor her stadigvæk. Men købstaden må være gæret over. Den er rendt ned af Valby bakke som tung sirup, og nu bor jeg i den igen. Alting koster en million, og der er fa’me flere kaffesteder, end der var bajersteder i hine dage – harmonikamusik er der ikke noget af. Jeg tror aldrig jeg flytter, og jeg kan bestemt ikke savne det lort der var på Istedgade, men jeg følte mig mere hjemme dengang end jeg gør nu, og den slags savner man altid.
— ESM