En Forfærdelig Sang

Der er en fortælling om en af de store danske sønner, komponisten Carl Nielsen, der ifølge samtidens omtale, ikke var sen til at selv at indse egen fylde, geni og betydning. Men selv om hans geni var uomtvisteligt, var det dog aldrig helt så fyldigt i betydning og vigtighed som egen selvopfattelse ellers bød Carl at tro. En vigtig mand, der troede han var vigtigere end han var.

Forne tiders lirekassemand. I dag drejes håndtaget ganske rubato på Tinge.

Der er en fortælling om en af de store danske sønner, komponisten Carl Nielsen, der ifølge samtidens omtale, ikke var sen til at selv at indse egen fylde, geni og betydning. Men selv om hans geni var uomtvisteligt, var det dog aldrig helt så fyldigt i betydning og vigtighed som egen selvopfattelse ellers bød Carl at tro. En vigtig mand, der troede han var vigtigere end han var.

En dag da den store komponist spadserede ind på sit arbejde ved det Kgl. Danske Musikkonservatorium, passerede han en lirekassemand. Fra kassen lød den allerede dengang velkendte Carl Nielsen melodi "Jeg ved en lærkerede", men lirekassemandens foredrag af sangen passede ikke Carl. Han gik hen til lirekassedrejeren og formanede: "Jeg er komponisten, og de spiller for langsomt". Lirekassemanden satte tjenstvilligt tempoet op, og da Carl hørte at det var godt fortsatte hans sin betydningsfulde færd. Næste dag passerede Carl igen lirekassemanden, men denne dag gjorde han store øjne. Der på lirekassen, der stadig drejede Carls elskede lærkerede-melodi, stod nu et skilt med sirlig skrift: "Elev af Carl Nielsen!". Anekdotens sandhedsværdi skal ikke garanteres af undertegnede, men underholdende er den. Det er altid morsomt at se hovmod punkteret, i hvert fald for de af os som livet ikke har tilskikket levned og position, der indbyder til lige den karaktermæssige svaghed.

En anden kunstner, en mand hvis metier det er at forme den offentlige perception af virkeligheden så den passer til hans mosters vovse og dens glubende appetit, synes at lide af et lignende selvovervurderende ego, endskønt det er stærkt tvivlsomt om historien på samme måde, som den har gjort det for Carl, vil tilkende ham noget egentlig geni. Denne kunstner har et snævert repertoire af evigt roterede og gentagne melodier. Sidste års melodi var af moralsk karakter. Den fortalte os, at mange nød et driverliv betalt af få, og at det derfor var nødvendigt at ruske op i disse "mange", en opgave de ikke selv magtede, da de var sunket tilbage i ideligt uproduktivt, navlepillende, omverdensafkrævende og overdådigt driverliv. Sangen hed "Det skal kunne betale sig at arbejde".

I år er melodien af mere nationalromantisk karakter, og nu hedder den "Vi skal passe på Danmark". Den er allerede et hit. For den gør det, som en god melodi skal; den fører os ud på en emotionel rejse. En rejse der begynder i gråd, arbejder sig gennem til lejligheden delvis konstrueret, delvis opblæst konflikt, hvis drama overspilles, for til sidst at finde ro i hjemmets trygge, aflåste arne. Omkvædet afsynges ved forskellige lejligheder. Vi har hørt det som nytårsløfte og vi har lige hørt det i variationen "Vi kan og skal passe på Danmark" i forbindelse med beslutningen om etableringen af det nye og absolut nødvendige nationale fæstningsværk, en ægte dansk-bolchestribet grænsekontrol, der på eventyrlig vis skal holde os skærmet fra alverdens fortrædeligheder. Sangerens stemme er, om ikke dyb og malmfuld, så dog forsøgt lagt i det rette indtrængende leje. Et leje, der sammen med tekstens budskab har den opgave at finde vej ind i vore hjerters ubetænksomme dyb. Helt ind i de inderste kamre, derinde hvor den, i øvrigt ligeledes kunstfærdigt konstruerede og i hvert fald ivrigt postulerede, nationalfølelse angiveligvis skulle sidde. “Vi skal passe på Danmark” - det lyder alfaderligt, trygt og godt. En stærk faderskikkelse har hånd om situationen og han skal nok passe på os. Vi er hjemme. At faderens hånd, som også i så mange af landets hjem, er lettere rødlig, blodsprængt og oppustet af for megen vinøs inspiration, og at faderens selvfølelse udviser samme symptomer, blodsprængt, oppustet og lettere dirrende, glemmer vi helt. Vi glemmer helt at han ødsler familiens penge, de penge der burde være øremærket vore børns kost og opdragelse, væk på tant og fjas med vennerne, store biler, forretningseventyr og rejser i fly med indbygget spa. Og vi glemmer helt, at han lader stå til herhjemme, og er begyndt at sælge ud af inventaret, for at finansiere hans egne umættelige behov. Bøger, brændeovn, opsparing, kælderens forråd af spisevarer, alt realiseres, som når slagteren skærer pund af sig selv, for at billiggøre det kød han sælger.

Der er mange spørgsmål, men sangen er komponeret som dramatisk sirenesang. Den er kløgtigt arrangeret, et arrangement der kun kan tilrettelægges af den kaotiske improvisations tilfældigt og pludseligt opståede genialitet. Koret af budbringerne deler sig frivilligt op i meningssopraner og holdningsbasuner. Sopranerne skærer i vore ører og med falske anekdoter om frygtelige overgreb, helt fra børnehavetvang af spisevaner, til store sorte pletter på Nørrebro, piskes vores adrenalin op, mens holdningsbasunernes dybe og ubestemmelige brummen afsynges fra blade af forskruede statistikker, der alle lover kulturkatastrofer og snarligt økonomisk kollaps. Dysfonien vækker angstens kvalme ubehag i vort indre, og indgyder ideer hvis gang på jord, historien for længe siden har vist, var som march i blindgyder; futile, farlige, falske, formørkede og forløjede. “Noget er på vej, noget vi ikke kender, noget der ikke er som os”. Nu begynder det ellers intetsigende omkvæd at give mening og dets ordlyd - “Vi må og skal passe på Danmark” - klinger insisterende ud over koret, som om at nogen nogensinde mente noget andet. Jo, der er skam fare på færde, og vi kender den ikke og vi bliver suget ind, vi bliver hypnotiserede. Mange er allerede fanget af trancen, og har for længst deponeret al egen tanke deri, mens stadigt flere bliver suget ind for første gang. Flere og flere begynder, at se det som endnu ikke er sket, og som aldrig vil ske, som årsag til der allerede sker, og jo mere vi synger med, jo mere vi gentager sangens strofer for hinanden, des mere rigtigt bliver dens budskab. Nu er der er endelig en grund til, at flere og flere børn bliver forarmede, flere og flere mødre bliver bliver syge, flere og flere fædre mister selvværd, flere og flere familier sprækker, flere og flere huse står ubeboede hen, og at flere og flere børn rives midt over af modvillige forældre, der sønderknuste må give op. Mødre, der kollapser psykisk og fysisk, måske fordi faderen har mistet sig selv, måske direkte foranlediget af faderen - der inden længe er ude, ikke længere har hjem, og i stedet flakker rundt på gaderne med flasken som eneste konstant, trøst og kærlighed. Disse fædre får selskab på overfyldte herberger af deres nyvoksne sønner og døtre hvis fremtid skulle have været så god men nu er faktisk skidt. Det er en fantastisk sang: der er en grund til ulykken, og den grund udspiller sig nu, det sker nu! Sangen sætter virkning før årsag, og alle er heksebundet af dens forførende spil på hjerteharpen, så ingen opdager at sådan kan man ikke gøre.

Og lignende sange synges stadigt flere steder i hele Europa. Budskabet skyller igennem det gamle kontinent, som tidligere både den sorte pest og dens politiske, brunskjortede artsfælle gjorde det. Selv sande melodier, som den tyske myndigheds afvisning af at nogen egentlig større migration er akut på vej, klinger falsk. Den rene dur bliver i den falske harmoni sat som evig spændt tritonus, djævlens interval, og bliver derfor kun hurtigt markeret, som et vildfarelsens leitmotif af en enkelt korsanger eller to. Alt der giver mening er falsk, og alt der er falsk giver mening. “Vi har 400 bevæbnede mænd” gjalder en solo-sopran hæsligt, men den strofe dør ud, den tyske melodi forstyrrer disharmonien med sin nøgternt stramme harmoni og fuldstændigt takt- og lovfaste tråd. Men klarsyn kan kun skære gennem sindssyge i korte, flænsende øjeblikke. Hvis sindssygen har fat, må en stærkere kur til, og ingen … ingen … synes at kende den kur. Alle overgiver sig lystigt, og klør løs i sindssygen, som var den et åbent sår, man i virkeligheden meget hellere burde lade være.

Vort ellers lyse sind blundes, og den unge blonde pige er ej længere en sang, men et vræl. Omverdenen klager over støjen fra det danske hus. Omverdenen ser til i måbende vantro, og spørger: Kan det virkeligt have sin rigtighed? Skal det lyde sådan? Og alfaderen, den skæve melodis umusikalske mester, sender en af sine proselytter ud i verden, med en forsikring om at, nej, det er uhyrligt at spørge sådan. Det er uhyrligt at anklage os for at spille så falsk, vi har skam stemt vore instrumenter! Hvorpå proselytten vender hjem og bliver underkendt af solo-sopranen, der med en stemme der kan sprænge både glas og rammer, insisterer, JO! det er sådan vi synger. En anden proselyt vender blikket mod hjemlige elskere af saglighedens harmoni, af livets levede sang og formaner: Se nu hvad i har gjort, alt er jeres skyld, hvorfor synger i ikke som os? Som om forne tiders blonde pige sang forkert, og at det er hendes skyld - ikke den skingre søsters - at omverdenen klager. Atter bliver harmoniens velklingende dur-treklang, gjort til disharmoniens årsag, rod og væsen.

Carl Nielsen var et geni, det er Løkke ikke. Alligevel ser vi i dag alt for mange lirekasser, med skilte hvorpå der står "Elev af Lars Rasmussen", og håndtagene drejes, nej kværnes, med sammenbidt, stift stirrende og vellønnet ildhu. Tænk sig, elever af en hykler, en grådighans, en svigtende og en udygtig. En dirigent, der basker med arme, ben og hammer, og får en jammer ud af det hele -- og hans elever står i kø.

Det er i sandhed i underlige lufte, at vi går mod det, der mere og mere ligner en oplysningens formørkelse, en vederhæftighedens skumring. Er dette demokratiets livsaften?

— ESM