Indholdsfortegnelse
“Flere udsatte børn, skal have et nyt hjem” sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale 2020, og gjorde dermed en stigning i antallet af anbringelser til et hovedmotiv for den genskrivning af lovgivningen på området, der nu er udmøntet i lovforslaget “Barnets Lov”, og som forventes stemt igennem ved 3. behandlingen af forslaget fredag d. 2. juni.
Men trods regeringens forsikringer om at lovforslaget vil give barnet flere rettigheder, og sætte barnets ønsker og behov i centrum, møder lovforslaget massiv kritik. For to uger siden forlod partierne Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti aftalen i protest — de frygter blandt andet for menneskerettighederne, kritiserer regeringen og ministerens arrogance og vender sig imod netop at gøre antallet af fjernelser til et mål i sig selv.
Samtidig advarer en lang række organisationer som f. eks. tænketanken Justitia, RIFT (foreningen for Retssikkerhed i Familiers Trivsel), Institut for menneskerettigheder, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab samt Autismeforeningen om forskellige aspekter af loven, påpeger at loven bag fine ord om mere fokus på barnet, stort set blot er en gentagelse af allerede gældende lovgivning, og på en række områder faktisk udgør en forringelse af børn, unge og familiers retssikkerhed. Problemet er ikke den nuværende lovgivning, problemet er at kommuner og ankestyrelsen ikke overholder lovgivningen, lyder det blandt andet fra både partier og organisationer — og det måske den mest alvorlige anke af dem alle, ikke mindst fordi Barnets Lov udvider kommunernes skønsrum betragteligt.
FAKTA: Organisationer kritiserer:
Justitia: I bedste fald stadfæstelse af gældende ret, i værste fald forringelse af børn og familiers retssikkerhed. Betænkeligt at ministeriet taler om “nye rettigheder” (link).
Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab, Foreningen Stop Skolemistrivsel og Autismeforeningen: Forudser “katastrofal udvikling” hvor stort antal børn, med behov for forældre og sideløbende støtteindsats, i stedet anbringes (link).
RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel): Barnets Lov er ikke løsningen. Familier får for lidt og for mangelfuld støtte, og anbringelser sker for ofte på tyndt og ulovligt grundlag. Der er brug for en retssikkerheds- og kvalitetsreform (link).
Institut for Menneskerettigheder: Lovudkastet indeholder få initiativer, der har til formål at hjælpe forældrene (link). Tvangsadoptioner før fødslen er på kant med menneskerettighederne (link).
De Anbragtes Vilkår: Barnets Lov ville sætte anbragte børn først, i stedet lyttede man til systemet [… ] gode intentioner om tillid til og inddragelse af barnet følges ikke til dørs i loven (link).
Listen er ikke fyldestgørende…
Loven bliver indført på baggrund af en virkelighed, der objektivt set må kaldes uskøn. Siden 2020 har Ankestyrelsen udgivet et helårligt såkaldt “Børnesagsbarometer”. Barometret angiver, i hvilket omfang kommunerne overholder sine lovmæssige forpligtelser i børne- og ungesager.
Det fremgår af barometret, at kommunerne …
… ikke har udarbejdet en børnefaglig udredning …
Det er vigtigt at barnets og familiens problemer og ressourcer afdækkes, inden en afgørelse om foranstaltning træffes.
… I 37% af samtlige sager
… I 39% af anbringelsessagerne
… I 34% af sager om familiebehandling:
… har overskredet fristen for udarbejdelse af børnefaglig udredning …
Af hensyn til de problemer barnet og familien oplever, der foranlediger en afgørelse om foranstaltning, er det vigtigt at den børnefaglige udredning ikke tager for lang tid.
… I 65% af samtlige børne- og ungesager
… I 68% af anbringelsessagerne
… I 64% af sager om familiebehandling
… har forsømt forudgående samtale med barnet om den konkrete afgørelses foranstaltninger …
Loven påbyder allerede at barnet inddrages i processen inden en afgørelse om foranstaltning træffes.
… I 19% af samtlige børne- og ungesager
… I 33% af anbringelsessagerne
… I 9% af sager om familiebehandling
… ikke har udarbejdet handleplan for den konkrete afgørelses foranstaltninger …
Uden en konkret handleplan kan en afgørelse om foranstaltning ikke udføres på betryggende vis.
… I 23% af samtlige børne- og ungesager
… I 20% af anbringelsessagerne
… I 25% af sager om familiebehandling
… ikke har foretaget lovpligtig opfølgning …
Det er vigtigt at foretage en opfølgning, for at sikre at barnet eller den unge trives og at afgørelsen og foranstaltningen virker efter hensigten. Opfølgningen skal finde sted efter hhv. tre og seks måneder.
… efter 3 mdr. i 45% af anbringelsessagerne
… efter 6 mdr. i 59% af anbringelsessagerne
… ikke har foretaget et halvårligt personrettet tilsyn …
Det halvårlige personrettede tilsyn skal medvirke til at sikre at barnet eller den unge trives på anbringelsesstedet.
… i 38% af anbringelsessagerne
Det er bestemt ikke pæne tal, og et retorisk spørgsmål melder sig: Kunne man forestille sig, at stå foran en kølemontre med mælk, hvor kun 38% af kartonerne indeholdt sundhedsskadelig mælk?
Det har været en substantiel del af den kritik, der rettes mod Barnets Lov, at den faktisk ikke indeholder nogen bestemmelser, der i sig selv kan sikre at sagsbehandlingen bliver mere lovformelig. Noget er der dog gjort, for at sagsbehandlingens kvalitet skal højnes. Således siger Theresa Berg Andersen, socialordfører for SF:
“Meget af kritikken på området handler netop om kvalitet i sagsbehandlingen, og det er et af de områder vi i SF havde allermest fokus på, da vi forhandlede aftalen. Derfor jeg er glad for, at vi med Barnets Lov får to socialrådgivere på de svære sager, og at der med aftalen er nedsat en arbejdsgruppe der skal komme med forslag til en model for en børne- og familierådgiveruddannelse, jeg glæder mig til de afrapporterer, og vi skal drøfte uddannelsen.”
Intet kan ses uden at det ses i et hele. Således har regeringen og Kommunernes Landsforening just færdiggjort en aftale om kommunernes økonomi, hvori det stipuleres at kommunerne skal sætte deres udgifter til administration ned. Ifølge Signe Færch, forperson for Dansk Socialrådgiverforening, tæller 3 ud af 4 socialrådgivere i kommunerne som administration. På facebook skriver Signe bl. a.
“I min verden hænger det ikke sammen, at man opgøres som
administration, når man hjælper børn ud af mistrivsel […] ”
— men i den kommunale verden hænger det jo ellers stort set altid sammen: Gyldne løfter (Barnets Lov) i den ene hånd, besparelseshammeren i den anden.
Der skal altså formentlig spares på socialrådgiverstanden i kommunerne, samtidig med at der efter indførelsen af Barnets Lov, skal være to socialrådgivere til de svære sager. Det er ikke redaktionen bekendt, hvad der egentlig menes med svære sager. Man kunne håbe, at alle anbringelsessager a priori ansås for svære — ovenstående børnebarometerstatistik tyder kraftigt på at det er de — men så havde det vel heddet “to socialrådgivere i alle anbringelsessager”? Det er nok mere sandsynligt, at en sag skal være endog meget svær, før der bliver råd til at sætte to sagsbehandlere på.
Dertil kommer, at "Ekspertudvalget på socialområdet” — det såkaldte “Tranæs-udvalg” — netop har offentliggjort sin første delrapport. Udvalget har fået kælenavn efter dets formand, Torben Tranæs, der udover at være økonom, udmærker sig ved for en del år siden på det bornholmske folkemøde at have sagt:
“Hvis man har ondt i ryggen, kan man lige så godt have det på arbejdet som hjemme på sofaen”
Karakteren af Tranæs sociale forståelse fornægter sig ikke, og i den forbindelse er det også værd at nævne, at Tranæs er forskningsdirektør i det tidligere socialforskningsinstitut, der — med fagert og dobbeltplusdynamisk institutionelt gåpåmod — nu er omdøbt til VIVE.
Udvalget “finder det afgørende, at det skal være legitimt for kommunerne at foretage de nødvendige prioriteringer og fastsætte serviceniveau ud fra lokale ønsker og behov"..." — altså, ingen nationale standarder, derimod retssikkerhed pr. postnummer — mere af den i de rige kommuner, mindre af den i de fattige.
Udvalget foreslår også, at formålsparagraffen i Servicelovens ændres, således at kommunens økonomiske hensyn kommer i højsædet. Serviceloven har ellers for nuværende til formål at forebygge sociale problemer.
Ændring af servicelovens formålsbestemmelse
Ekspertudvalget anbefaler, at servicelovens formålsbestemmelse ændres, så borgerens potentiale og kommunernes mulighed for at prioritere og fastsætte lokale serviceniveauer samt økonomiske hensyn og en helhedsorienteret tilgang ifm. afgørelser gives en mere fremtrædende rolle.
-- Ekspertudvalgets anbefaling 2
Sådan et udvalg nedsættes ikke for sjov, det ville være naivt ikke at se dette som et forvarsel om yderlige velfærdsforringelser - og det kan ikke undgå at ramme det område, som Barnets Lov ellers skulle være den store redning af.
I øvrigt er det værd at bemærke, at Barnets Lov kommer til at afhjælpe kommunernes åbenlyse problemer med tidsfrister på ret effektiv vis. Fristerne for opfølgning på (tvangs-)anbringelser fjernes simpelthen. Mette Fjord fra tænketanken Justitia siger:
“Derudover kan vi frygte at fjernelsen af en række tidsfrister, og udvidelserne af kommunernes skønsrum, kan føre til dårligere sagsbehandlingskvalitet, og dermed ringere retssikkerhed, og vi kan endda befrygte at kommunernes økonomi, snarere end børnenes tarv, bliver afgørende faktorer, når afgørelserne skal falder”.
En frygt der altså finder klangbund i både den nyligt landede aftale om kommunernes økonomi og Tranæs-udvalgets anbefalinger.
Mette Fjord Kristensen nævner, at kommunernes skønsrum udvides med Barnets Lov. Skønsrummet er den del af sagsbehandlingen, der ikke lovgives eksplicit om, men hvor det i stedet lægges op til kommunerne, at træffe afgørelser i lovens ånd — der jo som regel er formuleret til både almenvellets og berørte borgeres bedste. Det er her, fagpersonens sunde fornuft skal råde. I forbindelse med Barnets Lov udvides skønsrummet akkompagneret af skønne ord om “afbureaukratisering” og “forenkling af regler”, men i realiteten betyder det også et udvidet udfaldsrum til decideret dårlige beslutninger. Beslutninger som er meget svære, næsten umulige at anke, netop fordi de ikke har fulgt fastlagte lovregler. At den slags forekommer i rigt mål, kan man forvisse sig om via helt almindeligt medieforbrug .
Således kan man i Ekstra-Bladet læse om, at en stikprøvekontrol foretaget i det herrens år 2017 viste fejl i samtlige københavnske anbringelsessager — det er simpelthen den perfekte topscore: 100%!
Københavns daværende borgerrådgiver, Johan Busse, skrev i sin rapport (vores fremhævelser):
“Jeg finder samlet set sagsbehandlingen i de 77 børns sager helt uantagelig [… ] Undersøgelsen viser derudover et højt antal tilfælde, hvor forvaltningen har handlet uden for sin kompetence, handlet uden hjemmel, har omgået reglerne, har handlet på en måde, som giver anledning til at så tvivl om forvaltningens objektivitet og upartiskhed eller lignende, eller hvor der i det mindste er væsentlige tegn på, at dette er sket.”.
Med en sådan formulering begiver vi os væk fra problemårsager, der alene handler om knappe ressourcer eller ikke-tilstrækkeligt kvalificeret sagsbehandlingspersonale. Vi bevæger os ud på en rejse i det man sådan set — uden at overdrive — kunne kalde “retssikkerhedens wild west”, hvor borgmestre og kommunaldirektører gør alt, hvad de kan for at sminke virkeligheden. Bare en kilometer vest for Københavns Rådhus ligger såmænd …
Da en purung sagsbehandler i 2014 satte sig på en bænk ved siden af den daværende teenager Frida Strauss med en god ide, blev det faktisk begyndelsen på enden for Frederiksberg Kommunes familieafdeling. At Frida overhovedet var i kontakt med sagsbehandleren skyldtes den groteske behandling hendes mor, Jeanette Strauss, blev udsat for af kommunens jobcenter — en behandling der bl. a. gjorde hende hjemløs. Sagsbehandleren foreslog Frida, at hun kunne tage væk på et af kommunens botilbud i “nogle måneder, for at aflaste din mor”. Det kunne den dengang 15-årige Frida godt se fornuften i og så klappede fælden. Det hun i virkeligheden sagde ja til, viste sig at være en såkaldt “frivillig anbringelse”. Det tog Frida to års kamp mod kommunen at komme hjem igen. Fridas mor var en fighter, og hun insisterede, sammen med hendes bisidder Bitten Vivi Jensen, i den grad på at Frederiksberg skulle stå til ansvar, både for jobcentersagen og den “frivillige” tvangsfjernelse. De tog ind til kommunens spørgetimer, og insisterede højlydt på at blive hørt. Det hele førte til at Berlingske Tidende tog sagen op, og i en lang række artikler beskrev forholdene i Frederiksberg, og så rullede lavinen: Det viste sig at hele familieafdelingen var plumrådden, og som Berlingske skrev 6. juli 2020:
“De svageste børn og forældre i Frederiksberg Kommune har i årevis været udsat for systematiske fejl i sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling. Børn er blevet fjernet uretmæssigt fra forældre, dokumentation i sagerne har manglet, så ingen rigtigt kan se, hvem der gjorde hvad og hvorfor, og borgere har haft svært ved at få indsigt i deres egne sager.”
»Samlet set overholdes Retssikkerhedsloven, Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Serviceloven ikke,« skrev revisionsfirmaet BDO i sin redegørelse af problemerne i familieafdelingen, hvilket kom frem i november, da Frederiksberg Kommune valgte at fyre børne- og ungedirektøren.
346 familier fik en undskyldning, samtidig med at kommunen bestilte et notat fra Kommunernes Landsforening, der slog fast, at Frederiksberg Kommune ikke måtte undersøge sit eget erstatningsansvar. En fuldstændig absurd påstand, der heller ikke viste sig at holde vand, da der kom mere uvildig juridik ind i sagen. 346 familier, aldeles retsløse, og en Landsforening, der ikke er for fin til at fordreje lovgivningen til fordel for en af deres medlemmer. Den eneste retssikkerhed en familie har, er hos Ankestyrelsen, og som vi skal se om lidt, er den ikke meget bevendt.
Det fører simpelthen for vidt i denne artikel, at fortælle langstrakt om kommunale uhyrligheder i tvangsfjernelsessager. I stedet angiver vi en læse- og lytteliste, der må tjene som antydning af tingenes utålelige tilstand. Alt sammen omtale af sager og forhold, der er opstået i kommunernes udstrakte skønsrum og i Ankestyrelsens svigt af egen opgave.
Eftersom danske domstole helst ikke prøver myndighedsskøn (men ikke har noget imod at prøve sammenlignelige skøn af forsikringsselskaber), er borgere i Danmark fuldstændigt overladt til Ankestyrelsen, hvis de nødstedes i kommunal sagsbehandling, f.eks. i anbringelsessager.
Her er en ufuldstændig oversigt over den måde Ankestyrelsen fungerer på.
Afgørelserne er truffet på forhånd, når Ankestyrelsen vurderer tvangsanbringelsessager, og de er ofte i kommunernes favør. Sådan lyder det fra en whistleblower i styrelsen.
Ankestyrelsen, som er eneste ankemulighed i sager om tvangsfjernelse af børn, er korrupt. Sådan lyder det fra to advokater i dagens udgave af Reporterne. Vi beder Ankestyrelsen om at forholde sig til kritikken.
01:57 - Sanne Møller, cand. Jur, partner i Embedsværket og tidligere chefjurist i Københavns Kommune vurderer, at Ankestyrelsen ikke lever op til sin opgave i tvangsfjernelsessager. Kristina Victoria Ditlev, mor til et barn med handicap, deltager også i samtalen.
Tre whistleblowere i Ankestyrelsen har i årevis bevidnet, at børn kan være blevet fjernet fra deres forældre, selvom de ikke burde.
Fiktive diagnoser godkendes, børnene er ikke ordentligt udredt og forældrenes egen dokumentation bliver forkastet, når kommunens anbringelsessager bliver behandlet i Ankestyrelsen, der ellers skal sikre borgernes retssikkerhed.
I Reporterne i dag står de tre tidligere beskikkede medlemmer frem og fortæller om deres tid i Ankestyrelsen, hvor de har sammenlagt 20 års erfaring som beskikkede medlemmer.
Endnu en minister er kaldt i samråd oven på Reporternes dækning af sagerne om lovbrud og fejl i børnesager. Denne gang handler det om Ankestyrelsen, der på trods af en halv million klagesager ikke har sanktioneret kommunerne én eneste gang de seneste 10 år. Og det er gået ud over borgere som Marie.
Alle titler og programbeskrivelser stammer fra radioprogrammet 24syv/Reporterne.
Frederiksberg og København er på ingen måde de eneste kommuner, der er lidt (meget) vilde. Langeland kan sagtens være med — her igen 24syv/Reporternes dækning
I dag kan vi fortælle historien om 5-årige Dominic, der sidste år blev tvangsanbragt. Han blev ifølge vores eksperter fjernet fra sin mor uden lovhjemmel og endda tilbageholdt, da moderen forsøgte at hente ham fra børnehjemmet.
Chef i Langeland Kommune har selv brudt loven i børnesag
Vores reporter, Anna Munch Heydorn, har igennem flere måneder dækket sagen om Langeland Kommunes tvangsanbringelser af børn. Tvangsanbringelser, som har vist sig at være ulovlige, fejlbehæftede — og som nu alle sammen skal genåbnes efter vores afdækning. Anna er med os i studiet og tager os tilbage til sagens begyndelse.
I mindst to sager har Langeland Kommune på bagkant ændret i borgeres journaler uden at gøre opmærksom på, at der er tale om en tilbagedatering. Det er ulovligt, lyder det fra eksperter.
Ankestyrelsen skal snart vurdere Langeland Kommunes evne til at overholde lovgivningen i børnesager. Sager, som vi på Reporterne har dokumenteret, har været behæftet med fejl. Men forud for undersøgelsen har kommunen fundet slettelakken frem og ændret eller slettet fejl i borgernes journaler.
Langelands borgmester kendte til lovbrud i børnesag
Lad os afslutte denne — fuldstændigt ufuldstændige — perlerække af urimeligheder af, med en sag fra Vesthimmerland Kommune. En familie får først — grundløst — tvangsfjernet storebroderen, mod både barn og families vilje. Da de går til kamp for at få sønnen hjem, tvangsfjerner kommunen også lillebroderen - begrundelse: Han fungerer for godt!:
Nordjyske.dk, 6. maj 2021 kl. 11:28
En 10-årig dreng tvangsanbringes, fordi mor er for negativ over for kommunen på Facebook og i pressen. Drengen gør det også for godt i skolen. Det er ikke bare absurd; det er skrækindjagende. Lillebroren er nu også tvangsanbragt uden for hjemmet, og kommunens begrundelser herfor bør få os alle op af stolene.Den 10-årige dreng har flotte udtalelser fra skolen. Han følger med, klæder sig godt, er aktiv og populær hos kammeraterne. Han viser alle tegn på at trives. Men netop derfor er han nu tvangsfjernet. For ifølge kommunen er det for godt til at være sandt. Drengen må være ”overtilpasset”, som det hedder i et kafkask bureaukratsprog, der vender verden på hovedet. Plus bliver til minus. Godt til skidt.
Det er bestemt ikke kun København, Frederiksberg og Langeland, der begår fejl med udygtig vilje: Tårnby-, Frederikssund-, Guldborgsund har også deres sager, og så er der alle de, der ikke lige er kendt af hverken undertegnede eller offentligheden, men der er ikke et eneste af disse forhold, som “Barnets Lov” ville forhindre, og der er intet i lovforslaget, der sandsynliggør færre af disse sager — tværtimod: Med øget skønsrum til kommunerne, vil det bare blive sværere for borgerne at kæmpe imod.
Vi har prøvet at finde ud af, hvorfor partier som SF og Enhedslisten stemmer for lovgivning som Barnets Lov, på baggrund af den virkelighed, der rent faktisk udspiller sig — og hvorfor den ellers substantielle kritik ikke har gjort tilstrækkeligt indtryk. Det er ved redaktionens afslutning ikke lykkes at få svar fra Enhedslistens socialordfører Peder Hvelplund, men håbet er jo som bekendt lyserødt, og skulle det lykkes, opdaterer vi naturligvis artiklen [red: artiklen er nu opdateret]. En afsøgning af de lovbehandlingsspørgsmål Enhedslisten har stillet efter folketingets gendannelse i 2023, har ikke været frugtbar: Indtil videre har partiet nemlig ikke stillet et eneste. Det kan dog ændre sig, da 2. og 3. behandling først finder sted hhv. 1. og 2. juni. Loven ventes vedtaget ved 3. behandlingen.
Til gengæld har vi haft lejlighed til at interviewe SFs socialordfører Theresa Berg Andersen samt advokat ved tænketanken Justitia Mette Fjord Kristensen. Sidstnævnte har været hovedforfatter på det høringssvar, Justitia har afgivet i forbindelse med behandlingen af “Barnets Lov”.
Theresa Berg Andersen, føler SF sig trygge nok ved retssikkerhedsniveauet i Danmark til at stemme for barnets lov?
Retssikkerheden kan altid forbedres, også på socialområdet, og vi har bl. a. fået sat flere midler af, der skal gå til flere borgerrådgivere i kommunen. Derudover støtter vi Alternativets forslag om en arbejdsgruppe, der skal se på en model for en forvaltningsdomstol.
Jeg anerkender at vi har set grove sagsbehandlingsfejl på anbringelsesområdet, og det bør naturligvis ikke ske. Meget af kritikken har gået på kvaliteten af sagsbehandlingen og her har det været vigtigt for SF at få indført at der fremover skal være to sagsbehandlere på de svære sager, og der er også en ny uddannelse som børne- og familierådgiver på vej.
Mette Fjord Kristensen, hvordan med Justitia, føler I jer trygge nok ved retssikkerhedsniveauet i Danmark, til at i kan imødese vedtagelsen af Barnets Lov med sindsro?
Nej, i hvert fald ikke ubetinget. For det første kan vi ikke støtte ideen om tvangsadoption før fødsel, der vil retssikkerheden ikke være i orden. Der er for mange oplysninger, der ikke forelægger før barnet er født, man kender ikke barnets behov endnu og man ved ikke hvordan forældrene vil være i stand til at tackle situationen.
Derudover kan vi frygte at fjernelsen af en række tidsfrister, og udvidelserne af kommunernes skønsrum, kan føre til dårligere sagsbehandlingskvalitet, og dermed ringere retssikkerhed, og vi kan endda befrygte at kommunernes økonomi, snarere end børnenes tarv, bliver afgørende faktorer, når afgørelserne skal falde.
Theresa, en lang række NGO’er som f.eks. Justitia, Institut for menneskerettigheder, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Autisme foreningen, RIFT (Foreningen Retssikkerhed I Familiers Trivsel) m. fl. advarer om at loven ikke indeholder noget nyt, men til gengæld forværrer retssikkerheden.
Hvilke nye rettigheder kan SF se i loven?
Børnene vil efter Barnets Lov er blevet vedtaget, bl. a. selv kunne anmode om anbringelse, hvis de føler behov for det. Derudover vil børn i vold- og misbrugsramte hjem få ret til psykologhjælp uden forældrenes samtykke og endvidere vil anbragte børn få indflydelse på rammerne for samvær med deres familie.
Barnets Lov er jo kun en del af et aftalekompleks, der også indbefatter en gentænkning af efterværnet [efterværnet er en støtte, der gives til unge anbragte, når de bliver myndige red.].
Mette, hvad ser du som nye rettigheder?
Generelt synes vi faktisk ikke, at loven indeholder mange nye substantielle rettigheder — om nogen overhovedet. De fleste af de rettigheder børn- og familier tildeles i Barnets Lov eksisterer allerede, som lovgivningen ser ud i dag. Nogle af dem vi ser i lovforslaget, er endog formuleret således at de forværrer retssikkerheden.
F.eks. fremhæves barnets ret til at anmode om anbringelse som en af disse nyskabelser, men den ret findes allerede. Det problematiske ved den nye formulering er, at lovforslaget, som det står nu, definerer et “ja” til en sådan anmodning som en afgørelse, mens et afslag bliver defineret som et processkridt. Det betyder, at det bliver meget sværere for barnet at påklage en afvisning af anbringelse.
Theresa, nytter nye rettigheder overhovedet, hvis kommuner og Ankestyrelse i alt for mange tilfælde alligevel ikke overholder loven?
Med den præmis vil al lovgivning jo være ligegyldig. Som jeg sagde tidligere, tror jeg at de tiltag, der følger efter Barnets Lov, og som går ud på at styrke sagsbehandlingskvaliteten, samt de opfølgninger og efterevalueringer, der skal ske i aftalekredsen, vil have positiv betydning for retssikkerheden.
Mette, du ser jo ikke mange nye rettigheder?
Nej, I Justitia mener vi at lovforslaget, sådan set bare bygger videre på noget, der ikke fungerer. Retssikkerheden for både børn, unge og familier er utilstrækkelig, og vi frygter at det bliver værre med Barnets Lov
Theresa, ryster du på hånden, når du formentlig stemmer ja til Barnets Lov på fredag?
Jeg anerkender til fulde den kritik, der er, og derfor er det også uhyre vigtigt at vi følger området tæt fremover. Derudover har en lang række organisationer som f.eks. De Anbragtes Vilkår, Mødrehjælpen og Dansk Socialrådgiverforening både anerkendt og ønsket de forbedringer Barnets Lov indeholder, så jeg kommer ikke til at ryste på hånden, når loven skal stemmes igennem.
Mette, hvis det var dig der sad i folketingssalen på torsdag, hvad ville du så stemme?
Altså, i Justitia advarer vi jo generelt mod denne lov, så jeg er ret sikker på at jeg ville stemme nej. I hvert fald som lovforslaget ser ud lige nu.
Interviewet med Peder Hvelplund (Ø) foregik pr. SMS, og der var ikke lejlighed til at stille opfølgende spørgsmål - jeg bringer spørgsmålene og Peders svar i deres helhed - samt de opfølgningsspørgsmål jeg mægtigt gerne ville have stillet.
Føler Enhedslisten sig trygge ved det nuværende retssikkerhedsniveau inden for de områder, der hører ind under Ankestyrelsen (særligt beskæftigelses- og anbringelsesområdet)?
Radioprogrammet 24syv reporterne har i en lang række udsendelser, dokumenteret at Ankestyrelsen er så langt fra den retssikkerhedsinstans, den ellers burde være. Bl. a. beskrives AST som korrupt af advokater med sagserfaring i anbringelsessager og tre whistleblowere fra AST siger direkte at “Retssikkerheden i anbringelsessager er en joke” og “afgørelserne er ofte truffet på forhånd i kommunernes favør” kilde: 24syvs dækning af Ankestyrelsen
Er Enhedslisten trygge ved Barnets Lov under de i praksis gældende retssikkerhedsforhold på området?
Peders svar:
Der er god grund til at være virkelig bekymret for ankestyrelsens praksis og funktion. Det er bl.a. derfor, Enhedslisten i mange år har presset på for at få undersøgt fordele og ulemper ved en egentlig forvaltningsdomstol, så hele det sociale ankesystem kan blive ændret. Vi bilder hverken os selv eller andre ind, at Barnets Lov fixer de problemer.
Der har været rigtig mange problemer på anbringelsesområdet – og hele det sociale område – i mange år. Barnets Lov er en enormt stor reform allerede og skulle man lave én samlet reform, der fixer det hele på én gang, ville det sagligt set være umuligt at overskue. Man kan groft sige, at det er spørgsmålet om, hvordan man spiser en elefant: det bliver nødt til at være en bid ad gangen.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Så man giver altså kommunerne friere hænder, endskønt kommuner fifler med loven og ankestyrelsen er korrupt, fordi sidstnævnte problem er for stort at håndtere?
og
Det kommer til at tage mange år før en forvaltningsdomstol kan blive en realitet?
Giver barnets lov egentlig nye rettigheder til barnet?
Ministeriet fremhæver §§48, 68, 103 - der giver barnet ret til at bede om - permanent/midlertidig anbringelse eller såkaldt suspension af netværkssamvær som nye rettigheder. Iflg. Justitia er der dog tale om rettigheder, der allerede sikres i den nuværende regering. De skriver bl. a.:
En lovfæstning af adgangen til at fremsætte ønsker og anmodninger om egne forhold må derfor ikke betyde, at myndighederne ikke af sig selv tager sådanne forhold i betragtning og evt. indhenter oplysninger herom på eget initiativ, da dette ville være en betragtelig retssikkerhedsmæssig tilbagegang.
og
Justitia finder det derfor ikke helt retvisende, når lovudkastet omtaler disse tiltag, som en måde hvorpå barnet eller den unge opnår flere rettigheder
Kan Enhedslisten pege på egentligt nye rettigheder i lovforslaget om Barnets lov?
Peders svar:
Jeg har stor respekt for Justitias indvendinger og bekymringer i processen omkring Barnets Reform. Jeg er ikke enig med dem i det her tilfælde dog. Det fremgår klart af bemærkningerne, at barnets nye ret til at anmode, ikke fjerner kommunens forpligtelser. Pointen er meget klar for mig at se: barnet skal have en større og mere styrende rolle i sin egen sag, og når de får lovfæstede rettigheder til fx at sætte nogle overvejelser i gang, så får de en større rolle. Men det er også vigtigt, at børn ikke selv skal have retten og dermed ansvaret for at træffe den endelige beslutning om en anbringelses opretholdelse eller ophør. Barnet skal høres og ses meget mere, men ansvaret er kommunens og de faglige vurderinger af barnets tarv.
Generelt kan man sige om hele den politiske aftale, som Enhedslisten er med i, og har arbejdet længe for, at implementeringen er helt afgørende. Det er en reform, der skal give mere plads og tid til børnene og ikke mindst til den faglige vurdering af deres behov og tarv. Men den indebærer også, at der gives mere plads til den enkelte socialrådgivers indsigt og de enkelte barns ønske. Og dermed mindre politisk styring, så ærligt talt, ja, ting kan gå galt. Derfor skal vi holde meget skrapt øje med, hvordan implementeringen rulles ud og der er planlagt løbende opdateringer og en detaljeret implementeringsplan med aftalepartierne. Så vi er ikke færdige.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Hvis kommunen siger ja til et barns anmodning om anbringelse, er det en afgørelse, men hvis kommunen siger nej, er det kun et processkridt. Det er meget sværere at påklage processkridt end afgørelser. Stiller det ikke barnet meget svagere, såfremt kommunen ikke imødekommer et åbenbart behov for anbringelse?
og
Du nævner faglig vurderinger af barnets tarv, men loven fritager jo kommunerne for at skulle lave en børnefaglig undersøgelse i sager der ikke handler om (tvangs)anbringelser?
og
Du nævner at der gives mere plads til den enkelte socialrådgivers indsigt og det enkelte barns ønsker, og dermed skulle der blive mindre politisk styring. Det er ikke et mønster man kan genkende fra hverken nuværende praksis eller beskæftigelsesområdet. Der ser vi jo netop at skønsrummet bliver brugt som alibi for økonomitænkning?
Er Enhedslisten tryg ved at overlade kommunerne et større skønsrum end de har i dag?
Iflg. Justitia udvides kommunernes skønsrum betragteligt.
Justitia påstår at store dele af loven er så løst formuleret (og i øvrigt vanskelig at forstå) at disse dele får mere karakter af hensigtserklæring end af egentlig lovfæstelse. Loven overlader dermed på endnu mere til kommunernes eget skøn, hvilket Justitia finder betænkeligt, fordi at der intetsteds ses initiativer til en opgradering af sagsbehandlernes færdigheder. Justitia skriver:
Dette gælder bl.a. lovudkastets kapitel 9, der indeholder bestemmelser om "Barnets plan" (som efter de gældende regler kaldes handleplanen). Med den foreslåede ordning vil der ifølge bemærkningerne være få formelle krav til udformningen af barnets plan og en høj grad af fleksibilitet og frihed i kommunerne i forhold til, hvornår og hvordan der følges op på de konkrete mål i planen. Det vil være op til en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, og der vil derfor være en væsentlig grad af fagligt skøn indlagt i kommunens beslutning om hhv. at udarbejde en barnets plan og beslutte, hvor ofte der skal følges op i den konkrete sag.
og
de i lovudkastet foreslåede initiver mere ses at have karakter af hensigtserklæringer. Det manglende materielle indhold i bestemmelserne vanskeliggør håndhævelse og forhindrer borgerne i at støtte ret herpå. Dette gælder også på tvangsanbringelsesområdet, hvor der f.eks. hverken i lovudkastet eller i øvrigt ses at stilles nærmere krav til indholdet af forpligtelsen til at arbejde med at hjemgive et barn eller en ung.
I lyset af de utroligt mange groteske jobcentersager vi har kunne læse om i medierne, og de mange lige så groteske tvangsfjernelsessager, føler Enhedslisten sig så tryg ved - uden at retssikkerheden i øvrigt bedres, hvilket intet tyder på - at overlade et endnu større skønsrum til kommunerne end de har i dag?
Peders svar:
Jeg har som sagt rigtig stor respekt for justitias indvendinger, men jeg er ikke enig. Det vigtige for Enhedslisten er, at der kommer mere rum til de socialfaglige vurderinger, som kan sætte børnene i centrum og giver den enkelte socialrådgiver plads til at hjælpe og støtte den hele familie. Derfor er noget af det vigtigste for os eksempelvis, at der også skal laves forældreplaner ved anbringelser og at der altid er to socialrådgivere på de svære sager. Ja, det indebærer mindre politisk styring, og ja, det er at dreje systemet mere i retningen af et socialt system, der er sat i verden for at hjælp og mindre et retssystem, der ”dømmer” forældre og børn. Vi tror ikke på, at børn og forældre er modstandere, også selvom de har det svært, at der er psykisk sygdom, misbrug eller vold. Vi ønsker heller ikke at sætte vores underskrift på et system, der tegner konflikter op mellem børn, forældre og kommune. Kommunen og anbringelsessystemet skal ikke være gearet til at håndtere retslige konflikter – det har vi domstolene til. Anbringelsessystemet skal være et socialt system, som er sat i verden for at hjælpe familierne, undgå tvangsanbringelser hvis man kan løse det på anden vis og sikre, at børnene og barnets tarv er det vigtigste. Ærligt også vigtigere end forældrenes rettigheder. Fordi børn har ret til forældre og har ret til at få hjælp og støtte, hvis forældrene ikke kan. Men forældre har ikke ret til børn.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Du nævner at vi har domstolene som retslig garant, men det er jo et anerkendt faktum, at danske domstole meget nødigt dømmer imod forvaltningers skøn?
og
Du nævner at Ø ikke tror på at forældre og børn er modstandere, men i alt for mange sager er det jo familierne, der oplever kommunerne som modstandere?
En række interesseorganisationer har opfordret bl. Ø til at blive i loven, er det nok?
Alle disse interesseorganisationer har børnevelfærd som speciale, ikke hverken retssikkerhed eller menneskerettigheder. En række andre organisationer har betænkeligheder.
Instituttet for Menneskerettigheder skriver i deres høringssvar:
… [det er] bekymrende, at udkastet til barnets lov afskaffer flere af de retsgarantier for barnet, som er blevet indført i de senere år for at sikre børn en bedre beskyttelse mod overgreb. Efter instituttets opfattelse må det være muligt at finde en bedre balance mellem hensynet til barnets ret til omsorg og beskyttelse og kommunernes behov for fleksibilitet [min fremhævelse]
Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab, Karina Bundgaard, formand for foreningen Stop Skolemistrivsel, og Brian Andersen, formand for Autismeforeningen skriver bl. a. i Berlingske Tidende:
Vores påstand er, at Barnets Lov et langt stykke af vejen vil resultere i det modsatte af, hvad der er lovens intention. Vi forudser faktisk en katastrofal udvikling, hvor man kommer til at anbringe et stort antal børn, der vil have været langt bedre tjent med at være hos deres forældre, sideløbende med en relevant støtteindsats.
Og Justitia siger til mig i interview i går, mandag, at de mener at børn og familier vil blive dårligere stillet af loven. Der er altså ikke udpræget enighed blandt NGO’erne.
Hvad er det som gør at Enhedslisten foretrækker de NGO’er, der er for loven og ikke de som advarer?
Peders svar:
Der er mange forskellige læsninger af loven. Vi har lyttet på alle indvendinger og mange ting er ændret. Men som sagt bliver implementeringen selvfølgelig afgørende.
Derudover vil jeg gerne gøre én ting helt klart: hverken i den politiske aftale eller i loven står der, at der nødvendigvis skal ske flere anbringelser. Der er ikke rykket et komma ved, hvad der skal til for at tvangsanbringe et barn. Jeg ved godt, at det var en del af socialdemokraternes udspil, men det blev ikke en del af den endelige aftale. Bl.a. fordi Enhedslisten, SF og Radikale stod fuldstændig fast på det.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Der står heller ikke noget i pensionslovgivningen om at der skal tildeles langt færre førtidspension, men det var det daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde, og det var det som kom til at ske?
Har Enhedslisten tillid til Socialdemokratiets gode ord om at have barnets tarv på sinde? Er der ikke snarere tale om en sparemanøvre?
Enhedslisten har jo som varm fortaler for at permanentliggøre det nu bortfaldne midlertidige børnebidrag, og som førsteparkets tilskuer til at det beløb, man derved sparede, nu er blevet delt ud som “inflationshjælp” - men med en bredere målgruppe - hvilket har resulteret i at de familier, der før inflationen tog fat, havde brug for bedring af deres fattigdomssituation nu står med færre kroner, der har mindre købekraft end de gjorde før inflationen. I enhver Enhedslistelogik, er det klart at det må medføre ringere forhold for familierne og især børnene - og dermed øge risikoen for mistrivsel og tvangsfjernelser. Samtidig har den tidligere regerings ydelsesommission anbefalet at kommunerne i højere grad skal have frirum til at økonomitænke.
Er Enhedslisten overbevist om at Barnets lov ikke - som f.eks. førtidspensionsreformerne - har et skjult økonomisk sigte, snarere end børnenes og familiernes tarv?
Peders svar:
Ja, der er ikke tale om en spareplan. Der er tilført rigtig mange penge til området, og det har været et opmærksomhedspunkt hele vejen igennem for Enhedslisten. Bl.a. er det jo nu blevet indskrevet ved lov, at der SKAL være to sagsbehandlere på de svære sager. Det betyder, at kommunerne ikke bare kan skære på antallet af socialrådgivere. Vi har i årevis og i disse forhandlinger også kæmpet for et loft på antallet af sager, som den enkelte socialrådgiver må sidde med på børneområdet også. Især fordi vi har set, hvordan udsatte familier bliver nedprioriteret, når kommunekassen er presset. Det kæmper vi videre for, og at det ikke lykkes er et udtryk for, at vi ikke er i mål. Men reformen er stadig vigtige skridt i den rigtige retning.
Når det er sagt, er der selvfølgelig ingen tvivl om, at børnefattigdom forværrer sociale problemer, og at det også lægger et ekstra pres på det børnesociale system.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Der er jo rigtigt mange sager for nuværende, hvor der er mindst to socialrådgivere på, det kan da ikke siges at have løftet sagsbehandlingskvaliteten, jævnfør Ankestyrelsens børnesagsbarometer?
og
Det er som du siger ikke lykkes jer at få lagt loft på det samlede antal sager en socialrådgiver må sidde med, men I arbejder på det. Hvad kan et barn bruge det til?
Er Enhedslisten ikke ved at begå den samme bommert, som SF i 2012 begik med beskæftigelsesreformerne, herunder særligt reformerne af FØP og fleksjob?
Peders svar:
Reformerne af FØP og flex havde til formål at presse mennesker ud på arbejdsmarkedet ved at true dem med fattigdom. Reformerne betød et milliardoverskud i statskassen og der blev hevet penge ud af udsatte menneskers lommer. Det er en helt anden form for reform, vi har med at gøre, når vi taler om barnets lov.
Jeg ville gerne have fulgt op med:
Reformerne af FØP (førtidspension) og FLEX (flexjob) blev jo ikke solgt med ord som at presse folk i arbejde ved at true dem med fattigdom. De blev solgt med ord om "inklusion i arbejdsfællesskabet", "ingen må efterlades på perronen" og "tidlig indsats". Hvis man ser på retorikken dengang, var det hele for borgernes bedste, men endte galt set fra borgernes perspektiv- det er altså ikke tilfældet med Barnets Lov?
— ESM
