Selvdødens Triumf

Tillykke til Enhedslisten – I har sejret

Ikke uden at måtte give efter, men sejret har I.

Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser Enhedslistens ud­meld­inger efter finanslovsforhandlingerne på SoMe, og i de etablerede me­dier. Selv SUF, der jo har et mere – eller måske mindre – velfortjent ry for at være skarpe og til kanten, laver en stor fed grafik på Face­book der omhandler, hvor god den nye finanslov er.

På Enhedslistens eget website kan man læse, at Pernille Skipper er glad, stolt, at de har kæmpet, og at de har krævet – og på Facebook eks­ploderer partisoldaterne i selvkongratulatorik, så det sprøjter. Så­ledes kan man hos Rune Lund læse om “historisk store løft” – det hele peg­er nu mod “det supergrønne”, folkeskolen har fået flere penge, det har børnehaverne også, osv. Og alt dét er rigtigt, og det er godt. Det kan man ikke være uenig i – men det kan man altså.

Tidsler og laurbær

Sandheden for hundredtusindvis af danskere, og sandheden for sam­fundet som et hele er, at der ikke er taget skridt mod reelle for­an­dring­er. Sandheden er, at reformramte er ladt totalt i stikken, at der er kom­met et lille-bitte pusterum i udvalgte grene, og at kursen er drejet 2 søl­le grader mod venstre. Det kræver kun et enkelt socialdemokratisk fuck-up, så er vi igen i gang med udmøntet fremmedhad, neo­li­be­ra­lis­me og øget ulighed. Det er en udvikling denne finanslov i øvrigt ikke ven­der på hovedet, og er der nogen der kan levere fuck-ups, så er det so­cialdemokraterne.

Er det en ‘sejr’? Gu’ er det ej, det er som at vinde et håndgemæng i en ver­denskrig: Fedt, men næppe nok. Socialdemokratismen har fået det som den vil have det, og Enhedslisten har fået lov at justere den en anelse, og det bliver fejret som en triumf.

Der er ingen tvivl om at dette er den bedste finanslov i mands minde, men der er heller ingen tvivl om at den sådan set heller ikke har næv­ne­­værdig konkurrence i den forbindelse, og at den potentielt er fire år fra tilintetgørelse.

At fjerne tidsler er ikke det samme som at høste laurbær, så hvorfor skal Enhedslisten kommunikere sådan? Pelle Dragsted har en ud­mær­ket gennemgang af finansloven på Altinget.dk. Han glæder sig over at finansloven lykkes, men fremstiller også loyalt finanslovens svag­heder. Ingen synes at hæfte sig ved, at der er tale om at hænge gan­ske få julekugler på et gennemråddent grantræ med giftige kogler. Ing­en taler om at fælde træet. Alle kalder sig selv “julemand” – og hey, han er jo også Coca-Cola rød.

Skal systemkritikken findes når Enhedslisten foretrækker posten som Miljø- og teknik borgmester, fordi den anses for prestige- og magtfuld, og derfor “i en højere sags tjeneste” overlader Københavns borgere til Venstre-kvinden Cecilie Lonning-Skovgaard og hendes løgnagtige job­cent­er-regime? Et helt aktivt fravalg af de svageste og mest udsatte be­folkningsgrupper vi har? Er det systemkritikken?

Skal den findes, når Morten Kabell træder af til en vellønnet chef­stil­ling i det private, og tager en bonus, der efter parti- og personskat svar­er til 6 måneders netto-indtjening for en kasseassistent med sig? Et skridt, som jeg har oplevet topsocialister fra Ø forsvare på Facebook? Er det aktiv kamp for forandring?

Eller skal den findes i hyldesten til egen – ganske vist prisværdige, men alligevel aldeles utilstrækkelige – indsats? Også selv om inte­res­se­organisationer og direkte partshavere i alt det gode, som nu skal ske, vælter frem med udmeldinger om at den ‘historiske finanslovs’ fine takter sådan set ikke kommer til at nytte ret meget lige på deres område?

Kig mod Bernie

Budskabet burde være: “Det her er det bedste der kunne nås, men kam­pen er kun lige begyndt”, og det budskab burde gjalde ud som over­skrift, ikke som forbehold gemt inde i selvros. Kig på Bernie San­ders måde at kommunikere på. Han er ganske vist i valgkamp, og det er noget andet end overståede finanslovsforhandlinger, det er klart – men der er ingen tvivl, når man læser og hører Bernie: Systemet er sygt, det har brug for grundlæggende forandringer. Når man hører En­heds­listen i disse dage, synes budskabet at være “Ih hvor er vi dyg­tige, nå ja, og så er der også noget skidt, men dygtige er vi, det skal nok gå alt sammen”.

Man kunne italesætte embedsværkets løgnagtige kultur. Man kunne ita­lesætte politikeners ditto – i stedet for selv at gøre sig til usandheds-kan­didat. Man kunne tilbyde stærke forklaringer på prekariatets knibe, på oldingens medicinpriser, på de unges hjemløshed, på stil­lads­arbejdernes — og alle de andre fagliges — situation, man kunne for­klare, at de penge vi bruger på jobcentre – nogle siger 13 milliarder kro­ner – svarer til 52.000 årslønninger á 250.000 kr. Man kunne igang­sætte en målrettet kapitalisme-kritisk oplysningsindsats, man kunne gøre så meget.

I stedet vælger man altså at klappe på egne skuldre, fordi man fik lov at justere socialdemokratismen en smule med en finanslov, der af flere og flere betragtes som aldeles utilstrækkelig og varm luft for pengene. Nå ja, og så vælger man også at opdrage på underklassens dårlige va­ner, med en afgift der har så alvorlig social slagside, at den alene gør finansloven ulighedsforøgende, fordi ‘det er det rigtige’. Who cares? Vi har sejret, vi er historiske, vi er fede, vi fortjener en høj karakter.

Vi står i en polariserende tid, og en af polerne bør i sagens natur til­høre Enhedslisten – hvis altså man indser, at man jo ikke bare har fået fine uddannelser og råd til Vietnam-rejser og bor i en fin an­dels­lej­lig­hed, men at man faktisk står på et ideologisk fundament, der fordrer mere end bare succes med kommunikationen? Som jo i øvrigt ikke engang lykkes særlig godt?

Vi har brug for klare signaler – vi har brug for et parti, der taler til os. Vi har ikke brug for mere spin og selvroseri. Vi har brug for handling, der kan ses, føles og mærkes.

Og inden eventuelle partisoldater – dem, hvis loyalitet ligger mere i ryg­mærket ‘Ø’ end hos nogen egentlig politisk tanke – harcelerer hæm­ningsløst harskt over dette indlæg, så lad mig lige minde om, at så længe man ikke blæser brødkrummer op til sukkermadder, er der hel­ler ingen, der kan tisse på dem.

— ESM