Sproget bliver i stadig højere grad anvendt til at maskere, snarere end at be­­skrive, faktiske og oftest kri­tisable forhold. Således advarer Mette Fre­de­riksen al­lerede tidligt i forløbet om, at vi ikke kan (dvs.: skal) for­vente at mø­­de »præcis det samme velfærdssamfund« ef­ter krisen. De mest udsatte ved godt, hvad det be­ty­der.

Kommentar af Esben Maaløe, Ræson 14. juli 2020 

Da tusinder og atter tusinder unge mænd vansirede, forkrøblede og amputerede på både krop og sjæl, vendte hjem fra Første Verdenskrigs groteske menneske­nedslagtninger, så man en tilstand hos dem, man kaldte “granatchok”. En for­fær­de­lig tilstand, der udadtil gav sig til udtryk ved kraftigt invaliderende tics, mang­lende evne til at sove og voldsomme og akutte angstanfald ved selv den mindste lyd. 27 år se­nere, efter Anden Verdenskrig, hvor blodighederne var sat i et mindre stupidt og mere “produktivt” sy­stem, kaldte man blandt de allierede den selv­sam­me tilstand for “combat-fatique”. En eufemistisk om­skrivelse: Ingen granater og in­tet chok, men en udmattelse efter kamphandlinger. I dag hedder li­del­sen “Post­trau­matisk stress-syndrom” – krigshandlingerne, og dermed omstændighederne, er fjer­net fra nav­net, det er individet der er sygt.

Vi er blevet mere effektive til både krig og kommunikation. Til gengæld halter det med kærlighed og overblik. Således er PTSD-diagnosen i dag ikke kun forbeholdt de af vore veteraner, der vender hjem fra missioner i fællesskabets navn – knuste på krop og sjæl – til flagdag og grove samfundssvigt. Of­re­ne i vor lokale smørhuls so­ci­a­le massegrave kan også være med, uden at man derved direkte antyder nogen spe­ci­fik ydre årsag til problemerne. Ofrene selv kæmper for retten til sproget og an­ven­der ordet  “Job­­centersyndrom”, et ord som kritiske fagfolk — som der er stadig er for få af — også har taget op.

Den amerikanske komiker George Carlin beskrev udviklingen af det, han kaldte et ”blødt sprog” (”­soft lan­gauge”). Sproget bliver i stadig højere grad anvendt til at ma­skere, snarere end at beskrive, faktiske og oftest kri­ti­sable forhold. Ikke mindst i for­bindelse med coronakrisen. Således advarer Mette Fre­deriksen på et presse­møde al­lerede 23. marts om, at vi ikke kan (dvs. skal) “forvente at møde »præcis det sam­me velfærdssamfund” efter krisen, og at: “Der vil være forandringer for os alle sam­men. Kon­se­kvens­erne af denne sygdom kommer til at være store for mennesker, for økonomien, for virk­somhederne, for lønmodtagerne, men også for vores vel­færds­­samfund” (ifølge Finans 23. marts). Et mær­keligt klingende »men«. Er der mod­sætning mellem ”men­nesker og lønmodtagere” på den ene side og ”vel­færds­samfundet” på den anden? Mellem virksomheder og vel­færdssamfund? Er alle de før­­nævnt­e da ikke netop det, som udgør velfærdssamfundets kit og substans? Er vel­færdssamfundet ene og alene en offentlig foreteelse? En række services og regn­ska­ber med 5,8 mio. udgiftsposter?

»Men«. For de forarmede er sådan et skel ligegyldigt; man har andet at tænke på, hvis man skralder af nød, ikke af overbevisning, og i sådan en optik kan man ikke for­tænke nogen i at fare sammen ved lyden af Mettes ord.

Den gigantiske corona-krisehjælp, det tætteste vi vel nogensinde har været på en egentlig lokal Mar­shall-hjælp, har været absolut nødvendig. Men mange al­min­de­lige borgere har med undren set mil­li­ar­der postet i selskaber, om hvilke man en­de­lig ikke må sige “skattely”, men pænt bør nøjes med at kon­sta­tere, at de – via sind­rige papirkonstruktioner – kanaliserer overskud ud af landet, mens de altså hiv­er sam­tidig tocifrede millionbeløb ud af samfundet, fordi de er i coronale van­ske­lig­he­der. Firmaer, der na­turligvis ingen nævneværdig kvababbelse ville føle, hvis se­ri­e­fy­ringer kunne optimere profitten, og reg­ningen for understøttelse af den dermed “op­timerede” — dvs. overflødiggjorte — arbejdskraft kunne tør­res af på samfundet, den slags er jo bare sund forretning, ikke andet.

Alle de mange penge, der førhen overhovedet ikke kunne skaffes. Da ældre skulle be­handles or­dent­ligt. Da epidemi-beredskabet skulle bringes i forsvarlig stand. Da sko­lers lokummer forfaldt, da psy­ki­a­trisk lidende skulle behandles. Og da regulært helbredsødelagte mennesker skulle have fred, skyldes ikke hverken manglende sam­funds­sind, misundelse, dovenskab, krævementalitet eller nogle af alle de an­dre stærkt charmerende tillægsord, landets politiske ledere og de stærkt selvstændige og ov­er­­or­dent­ligt uafhængige medier med ublu sædvanlighed og stærkmandsstemme be­nytter om deres medborgere.

Men det er mærkeligt at skulle forstå, hvorfor f.eks. den livslangt statsforsørgede An­ders Fogh, selv­stæn­dighedens lykkesmedsridder, har brug for tilskud, hvis hans fir­maer skal klare krisen. De pro­du­ce­rer jo “kun” ord, og den slags – har vi da netop lært af corona-krisen – kan sagtens foregå pr. internet. I et af selskaberne er part­neren den velpolstrede Fritz Schur, og lønniveauet i firmaerne er så højt, at man må undre sig over, at 3 måneder uden løn på nogen måde skulle være pro­duk­ti­on­sstoppende eller le­ve­standardstruende for de ansatte. Men det er en undren, de co­ronakrisehjælp-bevilgende myn­dig­he­der ikke synes at have plejet særligt aktivt, og i hvert fald ikke med den nidkærhed, deres kolleger på job­centrene udviser, når syge skal indlemmes i normalitetens vanvid.

Rundhåndede håndkantsslag

Et sted, hvor rundhåndetheden til gengæld finder en grænse, er naturligvis bunden af vel­stands­ska­la­en, hvor samfundets nominelle pariaer — over­før­sels­ind­komst­mod­tagerne — befinder sig. Her tager den snarere form af håndkantsslag. Det gjor­de den før corona-krisen, det gjorde den under corona-kri­sen, og det vil den gøre efter (første bølge af) corona-krisen. I et anfald af langt mere klædelig end ef­fek­tiv al­truisme, beslutter regeringen og støttepartierne sig for både at “suspendere” den b­e­rygtede 225-timers regel (hvis en kontanthjælpsmodtager ikke kan dokumentere 225 timers løntimer inden for det forgangne år, trækkes 1.000 kr. bod om må­ned­en som bod for kronisk arbejdsløshed) og tilbyde en for­brugsstimulerende som­mer­check på hele 1.000 kr til udbetaling i oktober. To stykker klædelig gav­mild­hed, der er cirka lige så lidt værd, som det avispapir, som selvrosen trykkes på.

225-timers reglens suspension er tomme ord og et dejligt alibi. Be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ren skriver stolt på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, at “reglen” sus­pen­de­res og fejrer retfærdighedens fyldest på Twitter. Mindre opmærksomhed får det for­hold, at det faktisk bliver meget få, der kommer til at op­le­ve suspensionen som en lindrende begivenhed i deres liv. De tusindvis af nye coronaledige kon­tant­hjælps­­modtagere fritages ikke for noget, de ville blive ramt af alligevel – de kom­mer jo lige fra be­skæf­tig­else. Og dem, som allerede straffes, er udtrykkeligt sus­pen­de­ret fra suspensionen. De straffes fort­sat, men de får da nogle ekstra måneder til at skaf­fe de fornødne løntimer – for de flestes ved­kom­men­de er den fristforlængelse dog omsonst.

Således har jeg selv været bisidder (sammen med den efterhånden landskendte whist­leblower Bitten Vivi Jensen) for en enlig mor med svære gigt- og fibromyalgi-di­agnoser, diskusprolaps og kroniske smer­ter, som måtte ud at skralde, hvis hun og den nys voksne datter skulle overleve. Hende fjernede man også 1.000 kr. fra om må­neden, fordi hun ikke havde haft arbejde. Mor og datter havde derefter – til­sam­men – 1.400, når huslejen var betalt. I en sag som hendes, der aldrig ender med, at bor­geren fin­der job, bliver vedkommende altså fortsat straffet for ikke at finde ar­bej­de, også i de måneder, hvor ar­bejds­mar­kedet simpelthen var næsten lukket ned.

Ret skal være ret: Skippers parti er det eneste, der ikke bare har økonomisk lighed som ideal, men som rent faktisk også handler med konsekvens derefter. Der er bare det, at i den dybe ende af vel­færds­bassinet kan 1.000 kr. nemt vælte hele her­lig­hed­en og føre til hjemløshed eller “medicin- og/eller madfri måned“, mens 1.000 kr. ek­stra intet kan reparere, ingen ændring kan afstedkomme. Et beløb der svarer til en vaffelis om ugen i et år, er simpelthen bare ikke substantielt i positiv forstand, men kan altså i den grad være det i negativ forstand. Af andre generøse tiltag over­for den gennemkontrollerede del af befolkningen kan nævnes, at dag­pen­ge­mod­tag­ere får forlænget perioden med to måneder(!), hvil­ket får den angivelige fol­ke­so­ci­a­list Pia Olsen Dyhr til at konkludere, at der »samlet set er retfærdig so­cial balance i af­talen«, og hun glæder sig i samme åndedrag over, at der »kommer hjælp til den fat­­tige mor«. Men den fattige mor vil ikke styrte ud og oprette et årsabonnement på “en vaffelis om ugen”, hun vil være nødt til at købe det tøj, der mangler til en el­ler flere unger. Hjælpen forslår som en prekært an­sat skrædder i helvede.

Den socialdemokratiske finansminister Nicolai Wammen er pudsigt nok mere re­a­li­stisk om bedriftens vir­kelighed: »1000 kroner til personer på overførselsindkomst vil kunne mærkes, men ikke løse alt«, si­ger han, alt i mens hans parti fortsat blo­ke­rer for, at man afskaffer de kørende månedlige og fat­tig­gø­ren­de afstraffelser på be­løb, der er højere end sommercheckens almisse.

Det er altså på denne baggrund, at “gavmildheden” skal forstås: Man hjælper ikke rig­tigt nogen, men det ser frygteligt godt ud. Cadeau til ministerens embedsværk, den har de drejet med sædvanlig snilde, og ministeren kan score prisbillig goodwill.

Utilfredsheden fra toppen

Man mærker måske min utilfredshed, men andre er forargede over urimeligheden fra den helt anden kant. Hvad ligner det at dele den slags ud til mennesker, der, trods eventuelle forældreopgaver, burde puk­le i hårdt og slidsomt lavtlønsarbejde? Den­ne forargelse udtrykkes bl. a. af cheflavtfrugtshøster ved over­­­men­ne­ske­ret­tig­heds­instituttet CEPOS, Mads Lundby Hansen. Han stiller sig uforstående overfor hele ideen, ”da personer på overførsel ikke er blevet dårligere stillet under krisen” og tiltaget i øvrigt i­føl­ge finansministerielle beregninger kun medfører en (mid­ler­tid) forøgelse af arbejdskraftudbuddet på 750 personer. Lignende protester hørtes ik­ke fra den kant, da de fattiggørende strafforanstaltninger, 225-timers regel og kon­tanthjælsploft, blev indført – og de gav ellers kun postulerede 450 fuld­tids­per­so­­ner i arbejdskraftudbudsforøgelse.

De to tiltag fjerner tilsammen over 1.000 kr månedligt (både brutto og netto) fra tu­sindvis af men­ne­skers hårdt pressede økonomi. Det straffer ikke bare de for­ma­ste­lige, men også deres børn, som al­de­les uansvarligt undlod at iagttage rettidig om­hu og lod sig føde af de helt forkerte forældre.

Det kan ikke betragtes som andet end et infamt hykleri, når Lundby Hansen på­står, at arbejdsløse ikke rammes af corona-krisen. Er et dys- eller non-funktionelt ar­bejdsmarked da ikke til stor skade for dem? Langt de fleste så­kaldt “arbejdsløse” har først og fremmest helbredsproblemer. Det er et forhold Lundby Hansen, gerne over­ser. De kaldes ‘aktivitetsparate’, fordi ting ikke længere må hedde “gra­nat­chok”, men den tiloversværende del  — de så­kaldt ‘jobparate’ med arbejdsløshed som primært problem – kan da ikke bringe sig selv ud af arbejdsløshed, mens hele ar­bejdsmarkedet er lukket ned?

Men den danske befolkning er fulgt med tiden og den sproglige udvikling. De har ikke længere ”gra­nat­chok” som i 30’erne. 70’ernes faglige kampe gav ikke combat-fatigue, snarere en tømmermandsagtig sejrs­­rus. I dag står vi med et samfund i post-tra­umatisk stress-uorden: vi er splittede og travlt optagede af vores egen ydre succes eller mangel på samme. Uden overblik, uden samlende tanke, uden fælles for­­ståelse og samlet vision. Særligt ikke hos dem, der skulle lede, men som kun gør det med hen­blik på næste valg. I kriser blotlægges grundlæggende svagheder, og under co­ro­na­krisen er smørhullet at­ter trådt i egentlig karakter: Globaliseret velfærd til de in­ve­steringsværdige — og cirkus, almisser og blødt pladder til dem på bunden.

— ESM